Du har som patient ret til en kontaktperson, hvis du er indlagt mere end 48 timer eller har tre eller flere ambulante besøg i samme ambulatorium.
Hvis du er indlagt, bliver du efter 48 timer tildelt både en kontaktlæge og en sygeplejefaglig kontaktperson (enten en sygeplejerske eller en social- og sundhedsassistent).
Kontaktlæge
Din kontaktlæge er den læge, der er ansvarlig for dit behandlingsforløb. Hun/han vil oftest lægge din behandlingsplan og være den person, som har styr på dine undersøgelser og medicinske behandling samt det videre forløb.
Du vil oftest møde din kontaktlæge under stuegang, men du kommer ikke nødvendigvis til at se din kontaktlæge dagligt. Hvis du har brug for at tale med vedkommende, er du altid velkommen til at gøre opmærksom på dette.Sygeplejefaglig kontaktperson
Din sygeplejefaglige kontaktperson er den sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent, der er ansvarlig for din plejeplan. Hun/han er den som vil koordinere dit forløb i forhold til kontakt med f.eks. fysioterapeut, diætist samt andre hospitaler og hjemmepleje. Du vil typisk møde din sygeplejefaglige kontaktperson dagligt. Hun/han er samtidig den person, som du og dine pårørende primært kan henvende jer til, hvis I har brug for gode råd og vejledning i forhold til dit forløb.Begge dine kontaktpersoner indgår i et tæt samarbejde omkring din pleje og behandling, og bestræber sig på i fællesskab at give dig et godt samt velinformeret og sammenhængende forløb. Når dine kontaktpersoner ikke er på arbejde, vil de udpege nogle stedfortrædere, der vil fungere under deres fravær. Navnene på dine kontaktpersoner vil fremgå af den velkomstpjece, som du får udleveret ved din indlæggelse.
Hvis du er ambulant patient, dvs. hvis du flere gange skal til undersøgelse og behandling i samme ambulatorium, vil du senest ved 3. ambulante besøg, få tildelt én sundhedsfaglig kontaktperson. Kontaktpersonen kan være enten en læge eller en sygeplejerske.
Navnet på din kontaktperson vil fremgå af den velkomstpjece du modtager.