Interview om det nye Amager Hospital, med ledende overlæge Thor Brygge, Medicinsk Afdeling.
Det nye Amager Hospital er en realitet 1. september 2008. Hospitalet bevarer sine medicinske specialer, har stadig ortopædkirurgiske sengepladser, skadestue, røntgenafdeling og blodprøveambulatorium.
(Fra venstre: oversygeplejerske Ellen Fogh-Andersen, terapeut Susanne Østergaard, sekretær Jane Rudbæk Kjær og Thor Brygge yderst)
Ved et besøg i hospitalets største afdeling, Medicinsk Afdeling, fortæller den ny ledelse, at de tror på dygtig og specialiseret behandling, solid forskning og et stærkt samarbejde på tværs.
”Hospitalsplanen betyder, at vi har afgivet nogle afdelinger til Hvidovre. Men de blivende funktioner her på hospitalet betyder også, at de fleste af vores patienter kan fortsætte deres behandling her på matriklen. Og det tror jeg, der er en stor tryghed i. Specielt for vores mange ældre medicinske patienter, der har behov for den nærhed og tryghed”, siger Thor Brygge, ledende overlæge i Medicinsk Afdeling.Hvad kendetegner det nye Amager Hospital?
”Vi er først og fremmest specialister i det almindelige, i de sygdomme, som flest folk fejler, siger Thor Brygge.
I afdelingen er der specialister i hjertesygdomme, lungesygdomme, sukkersyge, medicinske mave-tarmsygdomme, ældresygdomme og gigtsygdomme. Desuden har afdelingen specialister indenfor genoptræning (rehabilitering) og de brede medicinske sygdomme.
Hvad er ambitionen?
”Vi vil være de bedste til at behandle folkesygdomme som for eksempel KOL og sukkersyge og alle andre hyppige sygdomme, som fx lungebetændelse". "De sjældnere sygdomme skal folk andet steds hen for at blive behandlet for”, siger Thor Brygge. Hvad er specielt for jeres afdeling?”At vi er mange specialer i samme afdeling. Vi vil arbejde tæt sammen mellem specialerne efter mottoet - speciale uden barrierer. Det er den mulighed vi har og det vi kan, fordi vi er én afdeling, med mange specialer og ikke mange afdelinger med hvert sit speciale”, siger Thor Brygge.
Attraktivt uddannelsesstedFor at bevare en høj standard i behandlingen er det også vigtigt at være et godt uddannelsessted, der kan tiltrække dygtigt personale og ny forskning. Thor Brygge fortæller, at Amager Hospital er et populært uddannelsessted for blandt andet falckreddere, speciallæger og lægestuderende. En af årsagerne er, at de i fx Medicinsk Afdeling kan se mange specialer i samme afdeling. Lige nu har det tiltrukket 27 læger, der har valgt Amager Hospital som en del af deres uddannelse til speciallæge.