Amager Hospital ansætter samordningskonsulent der skal sikre patienterne en tryg udskrivelse.
Efter nogle dage på hospitalet, hvor læger og sygeplejersker har undersøgt, behandlet og plejet patienten, er det måske tid til at blive udskrevet. Oftest glæder patienterne sig til at komme hjem, men det kan også føles utrygt, hvis man ikke er helt sikker på, hvor meget man selv kan, og hvor meget hjælp man i givet fald kan få fra kommunen.
For at sikre at patienterne oplever at patienterne trygt kan tage hjem, og de kender deres vilkår og muligheder for støtte, har Amager Hospital ansat en samordningskonsulent. 1. november starter sygeplejerske Anette Christiansen som samordningskonsulent på Amager Hospital og hendes opgave blive at støtte og rådgive både patienter, pårørende og personale. En ordning som sygeplejedirektør Kirsten Poulsen venter sig meget af. – Både for personale og for patienterne kan reglerne om støtte, hjemmehjælp, hjemmesygeplejerske, genoptræning mv. virke som en jungle. Opgaven for samordningskonsulent Anette Christiansen bliver derfor at formidle regler og viden, så vi sikrer at patienterne får den hjælp og støtte de har brug for og krav på, siger sygeplejedirektør Kirsten Poulsen.
Når patienterne er udskrevne og kommet hjem til sig selv, tager kommunen over og tilbyder pleje, hjemmehjælp, genoptræning mv., så derfor vil Anette Christiansen også få et tæt samarbejde med Københavns, Tårnby og Dragør Kommuner.