Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Godt samarbejde men bedre kommunikation ønskes

Godt samarbejde med plejepersonalet, for lang ventetid og for lidt skriftlig information på Amager Hospital. Se resultaterne fra den Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed.

Vi spørger patienterne om deres oplevelser
Hvert år bliver en række patienter spurgt om, hvordan de har oplevet deres møde med det danske sundhedsvæsen. Undersøgelsen gennemføres på vegne af Danske Regioner og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Undersøgelsen hedder den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) og gennemføres som spørgeskemaundersøgelse.

Vigtige fund
Undersøgelsen dækker mange områder, men nogle udvalgte områder for Amager Hospital er det samlede forløb og information fra personalet. Generelt vurderer patienterne deres samlede forløb på Amager Hospital positivt. Især fremhæver de at plejepersonalet er lydhøre overfor deres behov.

Mange oplever at blive godt informeret, hvis der er ventetid, men desværre oplever mange også at der er ventetid ved modtagelsen.

En meget stor del af patienterne vurderer den skriftlige information positivt, men desværre er der for få, der modtager den skriftlige information.


På rette vej
Alle patienter på Amager Hospital skal have tilbud om sundhedsfaglige kontaktpersoner, som har et særligt ansvar for at sikre at man som patient oplever sammenhæng i behandlingen, mens man er indlagt eller i et ambulant forløb. Ifølge undersøgelsen er det desværre kun ca. 70% af vores patienter, der oplever at have en kontaktperson og der er ifølge vicedirektør Gitte Fangel ikke godt nok.



Vicedirektør Gitte Fangel

- Kontaktpersonordningen er udformet enten som et team af flere navngivne personer eller som en enkelt, gennemgående person. Det afhænger af din behandling og de lokale forhold på afdelingen, hvor du behandles. Formålet med kontaktpersoner er at skabe kvalitet, sammenhæng og tryghed for patienten, da kontaktpersonen kan være med til at give information og sammenhæng til patientforløbet.

Kontaktpersonordningen medvirker bl.a. til, at forebygge misforståelser, og kontaktpersonen skal være et kendt ansigt for patienten. Som patient eller pårørende skal man altid vide, hvem man skal kontakte, hvis man har spørgsmål til behandlingen. Det er med til at give ekstra tryghed og en oplevelse af sammenhæng og overblik over sin egen situation. Derfor vil vi sætte kontaktpersonsordningen i fokus på Amager Hospital i 2010, siger vicedirektør Gitte Fangel.


Lidt om LUP
LUP sætter fokus på patienternes oplevelser og erfaringer og er et redskab til udvikling af kvalitet i sundhedsvæsenet. Undersøgelsen foregår via spørgeskemaer. LUP er tidligere gennemført hvert andet år (2000-2006), men vil fra 2009 blive gennemført hvert år.

I løbet af maj 2009 blev der udsendt ca. 230.000 spørgeskemaer til patienter fra alle landets offentlige hospitaler og til patienter, som har været behandlet på et privathospital efter reglerne om udvidet frit sygehusvalg. Undersøgelsen omfatter knap 200 af Amager Hospitals patienter, indlagt i perioden januar – marts 2009.

Undersøgelsen har overordnet set tre formål.
Den skal:

  • give input til arbejdet med kvalitetsforbedringer ved at identificere indsatsområder.
  • identificere forskelle i patienters oplevelser indenfor udvalgte temaer gennem sammenligning på tværs af afdelinger, hospitaler og regioner.
  • gøre det muligt at følge udviklingen i patienternes oplevelser og vurderinger systematisk over tid.

LUP 2010 gennemføres sidst på efteråret 2010 og vil omfatte patienter indlagt på Amager Hospital i sensommeren 2010.



 


Redaktør
Anette Fly
Email L2k3G3CZ1qDPX@c7W.regionh.dk



Nyhedsliste