Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Besøg af sundhedsminister Astrid Krag - Amager og Hvidovre Hospitaler udnævnt til modelhospital

Socialt udsatte skal have særlig hjælp - også på hospitalerne. Derfor har sundhedsminister Astrid Krag taget initiativ til at oprette et ligheds-netværk, der består af udvalgte hospitaler, kommuner og lægehuse, som skal afdække, hvor i systemet de ressourcesvage patientgrupper er mest sårbare. Amager og Hvidovre Hospitaler er udnævnt som modelhospital for større lighed i sundhedsvæsenet. I den anledning var ministeren, regionsrådsformanden og to borgmestre fra Ishøj og Brøndby onsdag på besøg kl. 11.30-12.30 for at tale med patienter og personale på tre afdelinger.

Tekst: Hanne Alsbirk og Sofia Zafirakos
Foto: Susanne Østergaard


Hospitalsdirektør Torben Ø. Pedersen byder Astrid Krag velkommen. Bagest fra vestre: Ole Bjørstorp (Ishøj Kommune), Ib Terp (Brøndby Kommune) og Torben Mogensen (vicedirektør).

”Vi skal ikke bare sidde bag skrivebordet og tænke, hvad vi kan gøre for ikke at forstærke de sociale forskelle. Vi er nød til samtidig at prøve nogle ting af”, sagde Astrid Krag om formålet med to nye initiativer, hvor hun som det ene vil overvåge uligheden i sundhed og for det andet vil oprette et ligheds-netværk mellem de forskellige sektorer.


 ”Jeg har haft et barsk liv, men jeg får en god behandling med forståelse for mig som person, hvor jeg får hjælp til at komme op at stå igen”, siger patient Karsten Bøgelund på Infektionsmedicinsk Afdeling til Astrid Krag, da hun spørger ind til, hvordan det er at være indlagt. Tv: socialsygeplejerske Berit.


"Vores patienter har alkoholproblemer, er hjemløse, pillemisbrugere, narkomaner eller sidder måske i et krydsfelt af flere af disse problemer. Både som menneske og som ansat i den offentlige sektor sætter vi selvfølgelig en ære i at hjælpe dem bedst muligt, når de er indlagt og udskrevet - og vi er dygtige til det", fortæller vicedirektør Torben Mogensen.

Anerkendt erfaring
På Amager og Hvidovre Hospitaler har læger og plejepersonale gennem mange år opbygget særlig ekspertise i at hjælpe mennesker med store sociale problemer, som er vanskeligt stillet på mange områder. 

Torben Mogensen er godt tilfreds med, at vi bliver udnævnt til Danmarks første modelhospital. Den erfaring og viden, som læger og sygeplejersker har opsamlet, bliver dermed anerkendt, og erfaringerne kan i højere grad bringes videre til andre hospitaler i Danmark. Både læger og plejepersonale har nemlig særlige opgaver med socialt udsatte:
 
"Alt kan jo være påvirket: Responsen på medicin, helingen af sår eller evnen til at komme sig oven på en operation. Plejepersonalet kommer også på ekstra opgaver, for mange af patienterne har brug for ekstra menneskelig omsorg, eller de har måske en anden smertetærskel eller adfærd."
 
Sundhedsspiral i stedet for sygdomsspiral
De socialt udsatte, skal have særlig hjælp, også efter at de har forladt de hvide senge. Forskningen viser, at borgere, som er svagt stillet socialt, nemt ender i en sygdomsspiral i stedet for en sundhedsspiral efter indlæggelsen. Derfor er opfølgningen også vigtig. Også her har Amager og Hvidovre Hospitaler opbygget særlig ekspertise - i tæt samarbejde med omegnskommunerne.

Dette var også et tema ved ministerbesøget, hvor socialsygeplejersken fra Infektionsmedicinsk Afdeling fortalte om sin indsats og samarbejdet med kommunerne, Amputationsenheden fortalte om arbejdet med at nedsætte dødeligheden og mindske indlæggelsestiden, og hvor Akutmodtagelsen fortalte om deres særlige indsats for svage yngre og svage ældre borgere.


"Må jeg spørge dig om dit sygdomsforløb?", siger Astrid Krag til Bjarne, der i går fik amputeret en del af sin fod.


Sidste stop på dagens besøg var Akutmodtagelsen: Gertrude Ellekilde viser, hvordan vi kan følge patienten på tavlerne.

Faktaboks


Baggrund for besøget:

Sundhedstilstanden afhænger i alt for høj grad af uddannelsesniveau og indkomst. Ulighed i sundhed er en af sundhedsvæsenets største udfordringer. Der bruges rigtig mange penge på sundhedsområdet uden at det systematisk bliver undersøgt, hvem der får gavn af pengene og hvordan.

Sundhedsminister Astrid Krag tager derfor følgende to initiativer:

  1. Uligheden i sundhed skal overvågesI central statistik over aktivitet i sundhedsvæsenet skal fremover indgå oplysninger om uddannelse, stilling, etnicitet og indkomst. Indikatorer som fx overlevelse, genindlæggelse, patienttilfredshed og brug af udvidet frit sygehusvalg skal også fremover opgøres fordelt på sociale baggrundsfaktorer.

  1. Oprettelse af et ligheds-netværk
    Der etableres et netværk af hospitaler, kommuner og lægehuse. Netværket skal blandt andet være med til at afdække, hvor i systemet de ressourcesvage patientgrupper er mest sårbare.

    Hjørring Sygehus i Region Nordjylland og Amager og Hvidovre Hospitaler i Region Hovedstaden udpeges, da hospitalerne repræsenterer to meget forskellige geografiske områder. I begge regioner afgås der aftaler med 1-2 kommuner og et antal lægehuse.


Redaktør
Sofia Zafirakos
Email:62mkl.i1GDIAvFi@a3QGtqm.dk





Nyhedsliste