Behandlingsforløbet – hvad skal du være opmærksom på?

​Læs her om, hvordan et behandlingsforløb foregår i store træk, og hvad der er godt at vide, når du skal i gang med et behandlingsforløb.

Overlæge Finn Rønholt fra medicinsk afdeling på Herlev og Gentofte Hospital fortæller, hvordan et behandlingsforløb foregår, fra du bliver indkaldt, og indtil du er hjemme igen.

Indkaldelsen til behandling kommer via din e-Boks

Når du er blevet undersøgt, og vi har fundet ud af, hvad du fejler, aftaler vi sammen med dig, hvordan du skal behandles.

Behandlingen kan foregå på flere måder ved at du:

  • bliver indlagt på hospital
  • får ambulant behandling, hvor du údskrives samme dag og kommer hjem til dig selv
  • får behandling ved aftalte ambulante besøg i vores klinikker.

Du vil typisk modtage en indkaldelse til behandlingen via din e-Boks. I indkaldelsen kan du se, hvor og hvornår du skal møde op, og hvordan din behandling kommer til at foregå. Ofte vil der også stå en række oplysninger om, hvad behandlingen vil indebære, og om der er forholdsregler, du skal være opmærksom på, før du møder op. Fx at du skal møde op fastende eller holde pause med din medicin.

Derfor er det vigtigt, at du læser de bilag, der kan være sendt sammen med din indkaldelse.  

Hvis du oplever, at der går længere tid end forventet, før du hører fra hospitalet eller den private klinik, der skal behandle dig, så kontakt den læge, der har henvist dig til behandlingen.

Få påmindelser om aftaler

Ofte vil du sammen med indkaldelsen eller før indlæggelse også få tilsendt et spørgeskema, hvor vi fx gerne vil vide mere om, hvad du tidligere har fejlet, helbredsoplysninger m.m. Det er vigtigt, at du udfylder disse skemaer, som er med til at sikre, at vi har alle nødvendige oplysninger om dig.

Hvis du er tilmeldt sms-påmindelser eller oplysninger fra minsundhedsplatform.dk, betyder det, at du automatisk bliver mindet om, hvornår du skal møde.

Se hvordan du bliver tilmeldt

Max 30 dages ventetid på behandling

I visse tilfælde kan der være længere ventetid til den første konsultation. Går der mere end 30 kalenderdage, tilbyder vi muligheden for at få behandling et andet sted. Fx på privathospital. Hvis du skal vente mere end 30 dage på behandling, vil det fremgå af dit indkaldelsesbrev, og her vil det også fremgå, hvordan vi kan hjælpe dig med at finde et andet hospital eller klinik, hvor ventetiden er kortere.

Læs her om retten til at blive behandlet inden for 30 dage 

Første konsultation

Ved den første konsultation vil du typisk blive undersøgt af en læge og en sygeplejerske, der dels vil udspørge dig om dit helbred og mere konkret spørge ind til din aktuelle sygdom. Nogle gange vil du forinden have fået taget en række blodprøver eller undersøgelser, som kan vejlede lægen, når du skal have lagt din behandlingsplan.

Er du indlagt, vil du blive grundigt informeret om behandlingsforløbet, og ofte vil dine pårørende også blive inviteret til at deltage i en eller flere konsultationer eller på stuegang. På den måde sikrer vi, at du bliver så godt informeret som muligt, og at du får mulighed for at deltage i beslutning om, hvordan dit forløbet skal tilrettelægges.

Stuegangen kort fortalt

Når du er indlagt, vil der typisk blive gået stuegang dagligt, hvor læger og sygeplejersker vurderer din tilstand og taler med dig fx om prøvesvar og det videre forløb. Mange steder vil du opleve, at der er en bærbar computer med på stuegang, hvor lægen kan se de opdaterede oplysninger om dit behandlingsforløb, nye prøveresultater m.m. Mange steder vil du blive opfordret til at have dine pårørende med til stuegang, så vi sammen kan drøfte spørgsmål og de udeståender, der måtte være i dit forløb. Nogle steder foregår stuegangen som en form for konsultation, hvor du inviteres ind på en stue, hvor samtale og undersøgelse kan foregå i enerum.

Foreløbig udskrivelsesdato

Som indlagt vil du som regel få en foreløbig udskrivelsesdato, som selvfølgelig kan blive ændret - alt afhængig af din sygdoms forløb og udvikling.

Information om din behandling

Vi bestræber os på, at du løbende bliver så godt informeret som muligt om din sygdom og behandling, og om de planer, der er for dit behandlingsforløb. Det sker typisk under stuegang, hvor du også har mulighed for at have dine pårørende med. Ellers vil der også være mulighed for at bede om en uddybende samtale, hvis du har behov for det.

Derudover vil der være skriftlig patientinformation om den behandling, du skal gennemgå, medicin, som du skal prøve for første gang m.m. På de fleste afdelinger er der opsat informationstavler, som informerer om afdelingen og de lokale forhold.

Se her video om hvornår og hvordan du bliver informeret om din indkaldelse,  behandling og forløbet efter, du er blevet udskrevet.

Du har en behandlingsansvarlig læge

Som regel vil du opleve, at flere læger og sygeplejersker er involveret i din behandling. Men der vil som udgangspunkt være én læge, som har det overordnede ansvar for din behandling. Det hedder den behandlingsansvarlige læge. Spørg eventuelt efter hvem, der er din behandlingsansvarlige læge. 

Læs mere

Redaktør