Kræftsygdomme har særlige behandlingsforløb

​Du bliver henvist til et særligt behandlingsforløb (pakkeforløb), hvis du har fået konstateret tegn på kræft. Læs her mere om, hvad et kræftpakkeforløb indebærer - blandt andet at der er tidsfrister for behandling, og at du får tildelt en fast kontaktperson.

Behandlingsforløb uden unødig ventetid

Kræft er mange forskellige sygdomme. Det afhænger af kræftformen, hvilken type kræftbehandling, du skal have. Operation, strålebehandling og kemoterapi er de mest almindelige former for kræftbehandling, og det er almindeligt at få flere former for behandling.

Hvis du har fået konstateret kræft, henvises du til et særligt behandlingsforløb. Det kaldes også for et pakkeforløb. Her gennemgår du behandling med kortest mulig ventetid, fordi forløbet er nøje tilrettelagt med hensyn til tidsfrister og indhold.

I beskrivelsen af de enkelte pakkeforløb kan du se, hvor længe de enkelte dele af behandlingsforløbet højst må tage, og hvem der har ansvaret for, at det sker.

Se Sundhedsstyrelsens oversigt over pakkeforløb for forskellige former for kræft

Tidsfrister for behandling

I alle pakkeforløb er der tidsfrister for, hvornår behandlingen skal være sat i gang. Hvis vi ikke kan overholde tidsfristerne, gælder reglerne om maksimale 30 dages ventetid til at blive behandlet fortsat. 

Nogle sygdomme har andre tidsfrister

Indimellem kan tidsfristerne afviges. Fx kommer patienter med hudkræft lynhurtigt i behandling, mens behandling af kræftsygdomme, som kræver knoglemarvstransplantation, som regel har en længere ventetid, fordi vi først skal finde den rigtige donor. 

Du får en fast kontaktperson

Kommer du i et pakkeforløb, får du tilknyttet en fast kontaktperson. Kontaktpersonen kan svare på spørgsmål om dine undersøgelser og behandling. 

Læs mere

·         Kræftens Bekæmpelses hjemmeside om kræftpakkeforløb

·         Ret til at blive behandlet inden for 30 dage

·         Oversigt over behandlingssteder for kræft i region Hovedstaden og i resten af landet

·         Forløbskoordinatorer understøtter dit forløb hele vejen igennem


Redaktør