Vælg selv, hvor du vil undersøges

Du har frit valg mellem alle hospitaler i Danmark, når du skal undersøges for en sygdom. Læs her, hvordan du bruger muligheden og hvem, der kan rådgive om valget.

​Du har en vigtig rettighed

Når du er blevet henvist af en læge til undersøgelse for en sygdom, har du som udgangspunkt:

  • frit valg mellem offentlige hospitaler i Danmark og de samarbejdssygehuse, vi i Region Hovedstaden har aftaler med – det kaldes også for 'frit sygehusvalg'.

Se oversigt over hospitaler i Danmark

Se oversigt om Region Hovedstadens samarbejdssygehuse

Fordele ved at bruge frit sygehusvalg 

Du kan med fordel benytte frit sygehusvalg hvis:

  • du vil undersøges så hurtigt som muligt
  • du ønsker at benytte et andet hospital end det, du er blevet henvist til. Fx hvis du ønsker at blive undersøgt på et hospital i nærheden af det sommerhus, hvor du opholder dig i sommerhalvåret. 
  • du ønsker et hospital, du er særlig tryg ved
  • du vil vælge et sted, der har stor erfaring med det, du skal undersøges for.

Værd at vide

Der er flere forhold, du skal være opmærksom på i forbindelse frit sygehusvalg:

  • du kan ikke benytte frit sygehusvalg, hvis du indlægges akut
  • der kan være længere ventetid på det hospital, du ønsker
  • du kan risikere, at hospitalet afviser dit ønske, hvis deres ventetid er lang,  eller de ikke tilbyder din undersøgelse
  • din eventuelle muligheder for at få  siddende/liggende kørsel eller kørselstilskud bliver ændret
  • hvis du først har valgt et andet hospital, kan du ikke efterfølgende benytte ret til udvidet frit sygehusvalg. I så fald skal du genhenvises til det hospital, der ligger tættest på din bopæl.

Læs mere om udredningsret og udvidet frit sygehusvalg her

Læs mere om liggende/siddende kørsel og kørselstilskud her.

Sådan bruger du frit sygehuvalg 

Der er forskellige indgange til at bruge frit sygehusvalg:

Brug din læge

Du bliver automatisk henvist til det hospital, som du hører til efter de regionale visitationskriterier. Derfor må du selv sørge for at få en snak om dine undersøgelsesmuligheder og om ventetider på andre hospitaler. Du kan med fordel starte hos den læge, der henviser dig til undersøgelse. Spørg ind til de fordele og ulemper, der er i forbindelse med at vælge et andet hospital, så du kan tage den bedst mulige beslutning.

Hvis du ønsker at benytte dit frie sygehusvalg, skal din egen læge eller speciallæge  sende en henvisning til det hospital eller den afdeling, du ønsker at blive henvist til.

Kontakt Rådgivning om Sygehusvalg 

I Region Hovedstaden har vi en særlig rådgivning for patienter, som gerne vil benytte frit sygehusvalg. Rådgivning om Sygehusvalg kan:

  • oplyse dig om dine muligheder for at vælge et bestemt hospital
  • bede afdelingen om at flytte din undersøgelse til et andet hospital, end det du er blevet henvist til
  • oplyse dig om ventetider 
  • oplyse dig om eventuel mulighed for at få liggende/siddende kørsel eller kørselstilskud.

Få kontakt til vores Rådgivning om Sygehusvalg

Tag en snak med en patientorganisation

En snak med patientorganisationernes rådgivninger kan også være med til at give dig klarhed over, hvad der kunne være bedst for dig.

Læs mere

 

Redaktør