Udskrivelse med kommunal sygepleje

Efter en indlæggelse kan du have brug for pleje eller behandling, som kræver, at det er en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent med de nødvendige kvalifikationer, der udfører opgaverne. Læs her om kommunal sygepleje.

Udskrivningsrapporten er vigtig

Hvis din afdeling på hospitalet vurderer, at du har behov for hjælp eller støtte af en sygeplejerske til personlig pleje og behandling efter udskrivelsen, kontakter de kommunen. Det sker blandt andet i kraft af en udskrivningsrapport, der fortæller kommunen, hvorfor du blev indlagt, hvordan du har det, hvad der er svært for dig, samt hvilke fremtidige aftaler du har med hospitalet. Men også hvad sygeplejen skal være særlig opmærksom på, og hvilken medicin, du har fået med hjem m.m. 

Udskrivningsrapporten vil også blive udleveret til dig.

Du visiteres til sygepleje af din kommune

Det er således hospitalet, der beskriver dit behov for sygepleje. Men det er altid din kommune, der vurderer behovet og bevilger sygeplejen. Det kaldes også for at blive visiteret til sygepleje.

Du kan få udført både almindelige og specialiserede sygeplejeopgaver, og du kan modtage dem på alle tider af døgnet alle ugens dage, hvis du har brug for det. Det beror altid på en individuel faglig vurdering, hvor tit og hvor længe, du har brug for hjemmesygepleje.

Hvilke opgaver løser hjemmesygeplejen?

En sygeplejerske fra hjemmeplejen vil følge op på den pleje- og behandlingsplan, som hospitalet har lagt. Det kan fx være at hjælpe dig med:

  • medicin så som ophældning, injektioner eller øjendrypning
  • behandling af sår
  • iltbehandling
  • pleje af stomi eller kateter
  • råd og vejledning i forbindelse med din sygdom eller nye livssituation
  • støtte til at kunne klare opgaver omkring fx medicin eller sårskift selv.

Men hjemmesygeplejen løser også mere komplekse pleje- eller behandlingsopgaver, der kræver særligt uddannede sygeplejersker. Det kaldes også for en akutfunktion.

Husk at få det hele med

Du kan downloade Patientguidens tjekliste til udskrivelse med hjemmesygepleje, så du både får spurgt om det, der er vigtigt for dig og husket de ting, du har brug for.

Hent Patientguidens tjekliste til udskrivelse med sygepleje her (LINK)

Klinik eller hjemme hos dig

I kommunen vil man blandt andet vurdere, om du har brug for, at sygeplejen kommer til dig i dit hjem, eller om du er i stand til at modtage sygeplejen på en særlig sygeplejeklinik. Det er dog ikke i alle kommuner, at der findes sygeplejeklinikker.

Hvornår kommer hjemmesygepleje først gang?

Det er altid dine behov, der afgør hvor hurtigt hjemmesygeplejersken kommer første gang. Hvis ikke du får besked på hospitalet, hvornår der er aftalt et første besøg, vil kommunen tage kontakt til dig, så I kan aftale, hvornår og hvordan du får besøg af hjemmesygeplejersken første gang.

Hvis du venter forgæves

Hvis hjemmesygeplejen mod forventning ikke ringer og aftaler dit første besøg eller ikke kommer som aftalt, skal du kontakte hjemmeplejen.

Find telefonnummeret til hjemmeplejen i din kommune

Hvis du har haft hjemmesygepleje, før du blev indlagt

Hvis du havde hjemmesygepleje, inden du kom på hospitalet, vil sygeplejen automatisk blive genoptaget og justeret, når du udskrives fra hospitalet.

Det første besøg

Ved det første besøg vil sygeplejen sammen med dig - og dine pårørende, hvis du ønsker det - vurdere, hvad du har brug for, så I sammen kan lægge en plan.

Er der udgifter ved hjemmesygepleje?

Når du er visiteret til sygepleje, er den gratis. Normalt er der ingen udgifter forbundet med sygepleje, men i forbindelse med din medicin  og visse behandlinger kan der være udgifter fx sondeernæring, særlige plastre m.m.

Læs mere

  • Patientguidens tjekliste til "Udskrivelse med sygepleje"
  • Find din kommune her
  • Udskrivelse – de vigtigste dokumenter
  • Hjælpemidler – midlertidige eller varige
  • Sundhedstilbud i din kommune
  • Sundhedshuse- hvad er det?
Redaktør