Dines Bogø, Dragør

​Dines Bogø fik lavet en ultralydsundersøgelse samt belastningsundersøgelse af sit hjerte på Hjertemedicinsk Ambulatorium. 

Inden min undersøgelse fik jeg en fin vejledning på tryk, så jeg var forberedt på, hvad der skulle ske. Jeg modtog derudover en påmindelse på sms om min mødetid, hvilket var en god service.

Der var ingen ventetid, da jeg mødte ind til undersøgelse – jeg kom endda ind 10 minutter før aftalt tid. Her mødte jeg to læger, der orienterede mig om undersøgelsen. De var venlige og imødekommende, og vi hyggesludrede, imens de indsamlede de relevante oplysninger til journalen.

Selve undersøgelsen foregik under kyndig instruktion, og personalet var venligt hele tiden. Efter undersøgelsen kiggede lægerne på resultaterne på deres IT-systemer. Det var tydeligt at mærke, at det havde de bestemt prøvet mange før. Jeg fik en professionel forklaring om, hvad de kunne se, og jeg fik også en god vejledning både teknisk og generelt.

Parkeringsforholdene var gode, og jeg kunne parkere tæt ved afdelingen. Bygningerne er velholdte, og det er pæne lokaler; det er således ikke til at mærke, at det er en ældre bygning. Informationsskilte på opgange og bygninger er desuden gode og til at forstå.

​Med en god oplevelse som denne betaler man sin skat med lidt større glæde.​
Redaktør