John, Kastrup

​John er kommet på Hjertemedicinsk Afsnit C siden 2009.

I en periode gik jeg til en masse undersøgelser på Hjertemedicinsk Afsnit C, fordi det var svært at finde ud af, hvad jeg fejlede. I 2014 blev jeg henvist til Rigshospitalet og opereret for ’panserhjerte’, som betyder, at arvæv omkredser hjertet og medfører dårlig hjertepumpeeffekt.

Selvom det tog tid at knække koden, har jeg været meget tilfreds med min behandling på afdelingen på Amager Hospital – de har gennem årene gjort alt, hvad de kunne for at finde ud af, hvad der var galt, og har sendt mig hurtigt gennem systemet. Jeg er selv politimand, og nogen gange må man sige ’denne sag kan jeg ikke løse’ og sende sagen videre for at få andre øjne på, og det er fair nok.

Personalet er tip top, og de gør et kæmpe stykke arbejde for at løse problemet. De er søde og meget hjælpsomme, og går ’ind i sygdommen’. Lægerne kender mig og mit forløb rigtig godt, og jeg føler mig tryg og rigtig godt tilpas. Nogen gange har personalet dog for travlt, og jeg har oplevet, at min journal ikke er blevet opdateret i forhold til medicin. Men det er jo også svært at nå, når de bliver stoppet 2-3 gange om alt muligt andet på vejen.

​Jeg kommer en gang om ugen på Ambulatoriet og her føler jeg næsten, at jeg får særbehandling. Når jeg har fået taget blodprøve om formiddagen, bliver jeg ringet op om eftermiddagen, og der bliver fulgt op på prøver, så vi kan justere min medicin i forhold til tallene.

Mit forløb har hjulpet: Jeg tager ikke vanddrivende medicin mere, har ikke længere hovedpine og har bedre appetit - det tyder på, at mit hjerte pumper bedre. 
Redaktør