Gå til hovedindhold
Læger på Hvidovre Hospital

​​​​​​​​​

Læger - Tværfaglig indsats giver helhedsbillede

​Lægefagligt arbejder vi med postgraduat uddannelse. Som yngre læge har du altid en hovedvejleder, som du jævnligt mødes med. Det er hovedvejlederen, der kompetencevurderer dig. De 7 lægeroller danner grundlag for vurderingen, og der er standarder for, hvilke sygdomsmanifestationer der evalueres på. ​

Alle læger er kliniske vejledere og på daglig basis konfereres og superviseres der. 

Vi har faste konferencer med det formål at sikre gode patientforløb og for at skabe et godt læringsmiljø. Vi arbejder evidensbaseret og holder os opdateret med formaliseret undervisning flere gang om ugen, både med interne og eksterne undervisere. Vi arbejder også med patientbaserede cases for at fremme læring og refleksion blandt de yngste af vores kolleger.  

I dagligdagen holder vi fast i det tværfaglige samarbejde og konferencer med sygeplejersker og fysioterapeuter. Det er med til at give et helhedsbillede af patienten og danne grundlag for den tværfaglige indsats.

​Mulighed for forskellige funktioner

Alle yngre læger får en introduktionssamtale med deres vejleder kort tid efter, at de er startet. Ved samtalen forventningsafstemmer I og laver en uddannelsesplan. Uddannelsesplanen danner grundlag for de funktioner, yngre læger skal igennem. 

Afdelingens strategi for yngre læger (især de som er i Introstilling) er, at de kommer rundt i de forskellige funktioner, vi har på Afdeling for Ældresygdomme. Det er for at give mulighed for udvikling og en dybere forståelse for geriatri som speciale.

Med baggrund i ovenstående har vi lavet et forløbsprogram. 

Alle læger har kompetencer til at gå stuegang, være i vagt  i ambulatorie (ud fra kompetenceniveau og funktion) og Akut Geriatrisk Team (AGT) og Udkørende Geriatrisk Team (UGT) efter forudgående oplæring.

Speciallæger har mulighed for at komme rundt i afdelingens forskellige funktioner. Efter aftale med cheflægen kan det arrangeres, at man i en periode er i andre funktioner end vanligt.

​Mulighed for forskellige ansvarsområder

Alle i speciallægegruppen har et ansvarsområde. Der vil være plads til at skifte ansvarsområde og ved sygdom/barsel/længerevarende fravær, kan vi dække ind for hinanden i stor udstrækning.

For yngre læger er der mulighed for fx at undervise og sikre faglig kvalitet af instrukser.  Yngre læger kan være medansvarlig på en funktion sammen med den seniorlæge, som er funktionsansvarlig fx AGT/UGT.

Andre funktioner​

  • Arbejdsmiljørepræsentant (AMIR)​
  • Tillidsrepræsentant (TR)
  • Uddannelsesansvarlig overlæge
  • Uddannelseskoordinerende afdelingslæge
  • Uddannelseskoordinerende uddannelseslæge.​​

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden