Skrumpehjerner og seniorsex

Lynoplæg på fire minutter, seniorsex og Carlsberg Byen rimer ikke umiddelbart på seriøs forskning … eller gør det?

​​​​​​​Ellen Garde kan forklare sin forskning i aldring af hjernen på bare fire minutter. Foto: AUF 

Ja, lidt gør det faktisk. I hvert fald hvis man spørger Ellen Garde, som er læge og seniorforsker på Hvidovre Hospitals MR-forskningssektion. Som del af EU's store videnskabsfestival Science in the City, som i disse dage løber af stablen i København, skulle hun nemlig forklare sin forskning i ultrakort format i tre såkaldte science slams. Science slam er lidt som det mere kendte poetry slam, bare med forskning i stedet for lyrik. Formålet er at bringe videnskaben tættere på almindelige menneskers hverdag og gøre den forståelig.
 
Forskning på fire minutter
Under overskriften ”Aktiv aldring” fortalte Ellen Garde sammen med tre andre forskere om alt fra skrumpehjerner og socialt liv hos ældre til gevinsterne ved seniorsex. Hver forsker havde fire minutter – hverken mere eller mindre – til at redegøre for deres forskning.
Og selvom det hele måske lyder en smule poppet, så mener Ellen Garde, at det er en god måde at få seriøs og ofte kompliceret forskning ud til et bredere publikum.
 
”Jeg synes, det er fint, at overskrifterne og ”indpakningen” er lidt poppet, hvis bare der er substans bag. Hvis jeg viser, at min faglige ballast er der, og ingen tvivler på, at jeg ved hvad jeg taler om, når jeg står på scenen, må der gerne være lidt pop for at trække folk til,” siger hun og fortæller, at Nordea-fonden, som skyder en stor mængde penge i Center for Sund Aldring, også ønsker en mere tilgængelig tone, når forskningen skal formidles.
 
”De skubber til os forskere, som laver aldrings-forskning i Center for Sund Aldring. De siger, at vi skal kunne formidle det, vi laver, ellers vil de ikke give penge til det. Og det er jo fair nok.”
 
Hvis vi vil have penge, så …
Og Ellen Garde må gøre noget rigtigt. Foredraget til science slam var en stor succes med mange tilhørere og efterfølgende spørgsmål. Og hendes foredrag om aktiv aldring er meget populært – også når der ikke er Science in the City. 
 
”Jeg er stort set ude og holde foredrag hver måned. Hvordan man holder hjernen aktiv, er et emne, rigtig mange gerne vil høre om. Så det er jo vigtigt, at vi kan forklare det, så det er til at forstå. Hvis vi skal forske og forvente at få støtte til det, skal vi kunne fortælle om det, så det giver mening for andre end os selv.”

Redaktør