Da forskerne i begyndelsen af 1990’erne begyndte at beskæftige sig med HIV, fandt man en række personer, som dyrkede ubeskyttet sex med mange forskellige partnere, og dermed burde have en høj risiko for at blive smittet, men som alligevel ikke blev det. 

Man fandt frem til, at flere af disse personer havde en genmutation, som beskyttede dem imod smitten. Mutationen betyder, at ydersiden af en receptor, der hedder CCR5, mangler. De fleste HIV-typer har brug for at binde sig til denne receptor, og hvis den mangler helt, er det betydeligt sværere for HIV-virusset at smitte. Og hvis smitte alligevel sker, bekæmper kroppen sygdommen langt bedre.

I de nordiske lande er koncentrationen af mennesker med det muterede gen særlig stor. Her er ca. 10 pct. af befolkningen bærere af genet, og har nedsat mængde af receptoren. Omkring 1 pct. mangler receptoren helt.

Forskere fra bl.a. Infektionsmedicinsk Afdeling brugte denne viden om mutationen i en række af de tidligste kliniske studier, hvor målet var at finde en kur imod HIV. Resultatet bidrog til en medicin, der kopierer effekten af genmutationen ved at blokere for CCR5 receptoren og dermed begrænser effekten af HIV-infektionen hos de smittede patienter. I dag kan medicinen holde HIV nede så længe, at sygdommen betragtes som kronisk og ikke længere som dødelig. 

Det næste skridt for forskerne er at kunne vaccinere imod HIV via genetisk manipulation, også kaldet terapeutisk vaccination. Her vil man kunne ændre på kroppen immunforsvar, så det kan forhindre HIV-virusset i at binde sig til cellerne og dermed gøre virusset uskadeligt. 

Thomas Benfield, Infektionsmedicinsk Afdeling.