Hjemmetest og molekylære test kan redde kvinder fra livmoderhalskræft

Forskere i Patologiafdelingen har blandt andet udviklet en HPV-hjemmetest, hvor kvinden selv kan foretage HPV-testen derhjemme, og derefter sende prøven til hospitalet for svar.​


I Danmark tilbydes alle kvinder mellem 23 og 64 år regelmæssig screening for livmoderhalskræft, som skyldes human papilloma virus (HPV). Screeningen giver rigtig gode chancer for at forebygge sygdommen, men alligevel vælger 25 pct. af alle kvinder, der indkaldes til HPV-screening i Danmark ikke at deltage i screeningsprogrammet. Det er et problem, fordi 50 pct. af de kvinder, der bliver diagnosticeret med livmoderhalskræft ikke deltager i screeningprogrammet. 

HPV-hjemmetesten

Forskerne har derfor udviklet et alternativ i form af en HPV-hjemmetest. Ved hjælp af en lille børste kan kvinden selv foretage HPV-testen derhjemme, hvorefter hun blot skal sende testen retur til hospitalet, som tjekker for virus og kontakter hende, hvis man opdager noget unormalt i prøven.
Region Hovedstaden er det eneste sted, ud over Holland, hvor man har implementeret HPV-hjemmetesten som supplement til den almindelige screening. 

Nye molekylære test er næste skridt

Hvidovre Hospitals forskergruppe er blandt verdens førende omkring udvikling og vurdering af ny teknologi til at forbedre screeningen endnu mere, og forskerne arbejder allerede med næste generation af molekylære HPV analyser. Planen er at inddrage epigenetik, som kan afsløre, om en HPV-infektion er i gang med at udvikle kræftforstadier. En af fordelene ved at anvende epigenetik er, at prøven kan udføres i ét flow med én celleprøve. Kvinden skal altså ikke have foretaget flere undersøgelser end den normale screening, for at man kan foretage testen.

Kontakt

Jesper Bonde, Patologiafdelingen
Redaktør