Klinisk diætist - klinisk praktik

Når du uddanner dig til klinisk diætist i ernæring og sundhed, skal du i klinisk praktik. Her lærer du at behandle og forebygge sygdomme og tilstande, der er relateret til ernæring og kost

​​​​​​​​​​​​​​​​​

​I den kliniske praktik omsætter du teori til praksis 

Uddannelsen til klinisk diætist er en kombination af undervisning på dit uddannelsessted og en periode i klinisk praktik på en afdeling på et hospital i Region Hovedstaden.

Du er i klinisk praktik på 6.semester af din uddannelse, her får du praktisk træning i selv at arbejde med patienter, der har brug for ernæringsbehandling. Det giver dig særligt gode læringsbetingelser, når du får lov til at bruge din teori i praksis. 

I den kliniske praktik lærer du fx at behandle patienter med sygdomme, hvor kost og ernæring er en vigtig del af behandlingen som fx diabetes, overvægt, hjertekarsygdomme og mavetarmsygdomme og arbejde med ernæringsterapi fx i forhold til ældre, der spiser for lidt eller mennesker med anoreksi. Du udfører opgaverne under vejledning fra erfarne kolleger og kliniske undervisere eller vejledere. 

Du kan komme i klinisk praktik på alle hospitaler i regionen. Det er dit uddannelsessted, der hjælper dig til at søge klinisk praktik.​




"Jeg har fået øjnene op for, hvor vigtig faglig sparring er. Selv de dygtigste diætister kan få brug for at vende et patientforløb med andre." 

​​Jakob Hundebøll Højgaard Sørensen,
Klinisk diætiststuderende, 7.semester ​​​​​

Uddannelsen til klinisk diætist er en del af uddannelsen Ernæring og sundhed og er en professionsbacheloruddannelse, der varer 3 ½ år. 

Optagelse foregår via den koordinerede tilmelding (KOT), og studiet er SU-berettiget.

Læs mere om uddannelsen på UddannelsesGuidens hjemmeside​ 


Korrekt kost og ernæring spiller ofte en vigtig rolle i forebyggelse eller behandling af sygdomme

Når du arbejder som klinisk diætist på et hospital, arbejder du med patienten i centrum. Du har opgaver inden for forebyggelse, hvor dårlig ernæring kan fører til sygdom eller forværring af tilstande som fx over- eller undervægt. Og du bidrager ofte til behandling af patienter med sygdomme, der enten er relateret til kosten eller hvor kosten spille ren vigtig rolle i behandlingen. I din arbejdsdag har du dagligt kontakt med patienter i ambulatorier og på sengeafdelinger. Du oparbejder et tillidsforhold til patienterne og vejleder den enkelte patient om sammensætningen af en rigtig og varieret kost. I nogle tilfælde arbejder du med familier, forældre eller andre pårørende for at skabe gode rammer for den rigtige kost.  

Du arbejder tæt sammen med læger, plejepersonale og hospitalskøkkener for at sikre den bedste behandlingsplan for patienten. 

Den kliniske diætists særlige kompetencer

Når du arbejder som klinisk diætist kommer du i kontakt med mange forskellige mennesker. For at kunne hjælpe de forskellige patienter bedst muligt, skal du have en vis psykologisk forståelse af mennesker og deres adfærd. Du skal være god til at forklare sammenhængen mellem ernæring og sundhed og vejlede dem, så de forstår, hvad det betyder for dem. 

Jobmuligheder som klinisk diætist

Der er gode jobmuligheder for uddannede kliniske diætister på hospitalerne i Region Hovedstaden. 

Du kan altid se aktuelle ledige stillinger i Region Hovedstaden på regionens hjemmeside​​​


Tag en diplom-, master eller kandidatuddannelse

Som klinisk diætist kan du videreuddanne dig ved at tage en diplom-, master- eller kandidatuddannelse.

Læs mere om dine fremtidsmuligheder på  UddannelsesGuidens hjemmeside​

Få kompetenceudvikling som ansat klinisk diætist i Region Hovedstaden

Når du er klinisk diætist på et hospital i Region Hovedstaden, har du gode muligheder for hele tiden at dygtiggøre dig til dit fag og få indblik i nyeste evidensbaseret viden på området. Du kan både styrke dine personlige kompetencer, men du har også mulighed for teamtræning fx på tværs af faggrupper. 

Læs mere om dine muligheder for karriere og kompetenceudvikling i Region Hovedstaden ​​


 Spørgsmål om klinisk praktik i Region Hovedstaden

​​Region Hovedstaden​
Center for HR og Uddannelse​​


Uddannelseskonsulent 
Christina Østergaard


Redaktør