Allerede et lille år efter, Anja Sichmann havde skiftet stilling fra oversygeplejerske i Akutmodtagelsen til oversygeplejerske i Børne- og Ungemodtagelsen, fik hun et fristende jobtilbud.
Og hun var slet ikke i tvivl om, at hun skulle sige ja til tilbuddet om at blive konstitueret chefsygeplejerske i Afdeling for Hjerte- og Medicinske Sygdomme.
”Det strategiske niveau i ledelse har altid interesseret mig, og derfor var beslutningen ikke svær at tage,” siger Anja Sichmann, som fra 1. juni 2023 er blevet fastansat som chefsygeplejerske i Afdeling for Hjerte- og Medicinske Sygdomme i treenigt lederskab med chefsygeplejerske Jette Beck Mieritz og cheflæge Kirstine Lærum Sibilitz.
Fremtiden på Glostrup er endnu ikke afgjort
Kort efter Anja Sichmann for alvor tiltrådte som chefsygeplejerske, blev det meldt ud, at politikerne i Region H skulle drøfte et forslag om at samle de medicinske specialer på AHH på to matrikler i Hvidovre og på Amager. Hvordan tackler man som ny leder en mulig stor forandring for en masse medarbejdere?
”De fleste medarbejdere på Glostrup-matriklen er jo rigtig glade for hospitalet, som de selv har valgt at arbejde på. Flere har været her i mange år, så det er klart, at en udmelding om måske at skulle flytte arbejdssted kan skabe en del utryghed for medarbejderne,” siger Anja Sichmann.
”Vores opgave er først og fremmest at sikre gode og trygge patientforløb. Rationelt tænkt giver det bedre patientforløb at være samlet på to matrikler, fordi kvaliteten i behandlingstilbuddet bliver mere ensartet,” siger Anja Sichmann, som har fuld forståelse for, at det for medarbejderne kræver en del omstilling, hvis forslaget bliver vedtaget.
”Men lige nu er det et forslag, og mange afventer situationen. I ledelsen vil vi i den kommende tid gøre alt, hvad vi kan for at svare på spørgsmål fra medarbejderne og ikke mindst lytte til deres bekymringer,” siger hun.
Sundhedsvæsenet står aldrig stille
Anja Sichmann er både personligt og fagligt glad for udfordringer og har i sin egen sygeplejekarriere selv opsøgt dem, både ved at skifte arbejdsplads og speciale, men også ved at videreuddanne sig.
”Jeg havde arbejdet som basissygeplejerske i Akutmodtagelsen i mange år, og da jeg tog en kandidat i pædagogisk psykologi, kom jeg tilbage til Akutmodtagelsen som klinisk sygeplejespecialist og senere oversygeplejerske samme sted,” fortæller Anja Sichmann, som har arbejdet på Hvidovre Hospital siden 2005.
Og udfordringer i sundhedsvæsenet er der nok af, og det hører til lederrollen at være klar til at gå forrest og møde udfordringer med nysgerrighed:
”Sundhedsvæsenet er hele tiden i forandring, og det optager mig meget, hvordan vi prioriterer og omstiller os til en fremtid, hvor vi får flere ældre, flere kronisk syge, flere ambulante behandlinger, men også færre sundhedsmedarbejdere,” siger Anja Sichmann og fortsætter:
"Jeg er meget optaget af, hvordan vi fastholder et sundhedsvæsen, hvor vores medarbejdere oplever stor meningsfuldhed ved at gå på arbejde."
Om Anja Sichmann
Anja er 51 år og bor på Frederiksberg med sin mand og 10-årig datter. Hun har altid haft en meget stor rejselyst med en særlig forkærlighed for islamisk arkitektur, der har bragt hende vidt omkring. Rejselysten er dog dalet, samtidig med at klimasamvittigheden er steget. Men ifølge Anja gør det ikke så meget, for nattergalen i sommerhuset er lige så vidunderlig at lytte til som et klezmerband i Krakow.
Anja er desuden aktiv kulturforbruger og nyder litteratur, kunst og arkitektur. Lige nu læser hun Benjamin Labatuts bog ”Når vi ikke længere forstår verden”.
”Jeg bliver virkelig opløftet, når jeg læser god litteratur. Litteraturen kan sætte livet i perspektiv, fordi den får en til både at se indad og udad. Jeg er vild med bøger, der får mig til at hviske ”wow hvor er det rigtigt, og hvor er det godt skrevet,” fortæller Anja Sichmann. Erhvervserfaring
2023 Chefsygeplejerske, Afd. for Hjerte- og Medicinske Sygdomme, Amager og Hvidovre Hospital
2023 Konstitueret chefsygeplejerske, Afd. for Hjerte- og Medicinske Sygdomme, Amager og Hvidovre Hospital
2022-2023 Oversygeplejerske, Børne- og Ungemodtagelsen, Hvidovre Hospital
2017-2022 Underviser og censor, Københavns Professionshøjskole
2016-2022 Afdelingssygeplejerske, Akutmodtagelsen, Hvidovre Hospital
2014-2016 Klinisk Sygeplejespecialist, Akutmodtagelsen, Hvidovre Hospital
2014-2015 Adjunktvikar, Professionshøjskolen Metropol
2011-2014 Sygeplejerske, Akutmodtagelsen, Hvidovre Hospital
2005-2011 Sygeplejerske, Skadestuen, Hvidovre Hospital
2004-2005 Sygeplejerske, Skadestuen, Bispebjerg Hospital
2003-2004 Sygeplejerske, Mave-tarmkirurgisk Modtagelse (KMO), Bispebjerg Hospital
2003 Sygeplejerske, Gastromedicinsk Afdeling, Kristiansand Hospital, Norge
1999-2003 Sygeplejerske, Akut Medicinsk Modtageafdeling, Bispebjerg Hospital
1999 Sygeplejerske, Onkologisk afdeling, Odense UniversitetshospitalUddannelse
2013 Kandidat i pædagogisk psykologi cand.pæd.psyk.
1999 Sygeplejerskeuddannelsen ved Odense Universitetshospital