Overrækkelse af Uddannelsesprisen. Fra venstre er det Tem Bendix Salkvist Jørgensen, 1. reservelæge og studenteransvarlig  (AMH), Jan Roland Petersen og Steen B. Haugaard, begge overlæger (AMH) og kliniske lektorer ved Institut for Klinisk Medicin, samt Jesper Hastrup Svendsen, viceinstitutleder og professor ved Institut for Klinisk Medicin. Foto: IKM. 

Amager Hospital modtager pris for at være et godt uddannelsessted

 ​​Uddannelsesprisen fra Institut for Klinisk Medicin går i år til Medicinsk Afdeling på Amager. ​

​Medicinsk Afdeling på Amager Hospital har den 26. januar 2016 modtaget Uddannelsesprisen, som uddeles af Institut for Klinisk Medicin (IKM) under Københavns Universitet. Det er anden gang, at prisen blev uddelt.

Formålet med prisen er at yde en påskønnelse til sygehusafdelinger, som gør en særlig indsats i forbindelse med undervisningen af de medicinstuderende under deres kliniske ophold. 

​Flotte evalueringer og høj standard

Det er et enstemmigt Forretningsudvalg som har peget på Medicinsk Afdeling på Amager Hospital som modtager af Uddannelsesprisen 2016 med følgende begrundelse: 
 
Gentagne meget flotte evalueringer
Afdelingen formår at have en meget høj standard for de studerende

Blandt indstillingerne fra de studerende lyder det blandt andet: 

”De medicinske afdelinger på Amager Hospital udmærker sig for det første ved at have et utroligt imødekommende og åbent arbejdsmiljø. Allerede første morgenkonference, blev der taget tid til en navnerunde, alle inkluderet - både reserve-, KBU- og overlæger. Det var forventet, at hver morgenkonference sluttede af med at spørge ind til de studerendes skema, for at sikre sig, at alle havde styr på planen. Alt i alt, formår Amager hospital at tilbyde det ultimative læringsmiljø, med trygge rammer der giver studerende kompetencer og lyst til at stå på egne ben.”

En stor ære for afdelingen

Ulrik Bak Dragsted, ledende overlæge på Medicinsk Afdeling på Amager Hospital, glæder sig over prisen: 
 
”Det er en stor ære for hele Medicinsk Afdeling at blive hædret med dette års Uddannelsespris fra IKM. I afdelingen er vi stolte over og glade for, at den faste struktur og det store fokus vi har på uddannelse, er blevet så flot bedømt af de medicinstuderende flere år i træk – og i en grad så vi nu har modtaget denne uddannelsespris. Samtidig skal det siges, at prisen er en hyldest til alle faggrupper i hele afdelingen. Det er det generelle uddannelsesmiljø og den fælles indsats, der fremhæves af de studerende. Og det kan man da kun glædes over”, lyder det fra Ulrik Bak Dragsted. 

Redaktør