Gå til hovedindhold

Amager og Hvidovre Hospital får en neurologisk afdeling

​​Amager og Hvidovre Hospital får en neurologisk afdeling, som skal varetage al akut og planlagt neurologisk behandling i Planområde Syd. Det besluttede regionsrådet på regionsrådsmødet den 2. september.​​

Vent...

​På regionsrådsmødet den 2. september 2025 vedtog politikerne en ny plan for det neurologiske område i Region Hovedstaden. Det betyder bl.a., at Amager og Hvidovre Hospital får en neurologisk afdeling. 

Den nye afdeling får navnet Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, og den skal varetage al neurologisk behandling på hovedfunktionsniveau for alle 610.000 borgere i Planområde Syd - både akut og planlagt. Det betyder, at al planlagt udredning og behandling af neurologiske patienter fra Planområde Syd flyttes fra Rigshospitalet (Blegdamsvej og Glostrup) til Hvidovre Hospital.  

"For de af vores patienter, som har flere akutte behandlingskrævende sygdomme på samme tid, betyder det, at de kan få gode og sammenhængende forløb her på Amager og Hvidovre Hospital. Jeg er meget glad for beslutningen, og at vi nu kan begynde arbejdet med at etablere en neurologisk afdeling," siger hospitalsdirektør på Amager og Hvidovre Hospital, Birgitte Rav Degenkolv.  

Velkommen til kolleger fra Rigshospitalet 

For at sikre de rette kompetencer i den nye afdeling er planen, at afdelingen etableres i Glostrup og bliver liggende der, til der er bygget en afdeling på Hvidovre Hospital. Derefter er det planen, at afdelingen skal flytte. 

”Jeg glæder mig meget, til vi skal tage imod vores nye kolleger, som er specialiseret inden for neurologien, herunder også støttefunktionerne. Den nye afdeling får berøring med flere afdelinger på tværs af hospitalet, og vi har derfor nedsat en tværgående følgegruppe, der skal være med til at sikre en god implementering og velkomst,” siger Birgitte Rav Degenkolv. 

Senest i starten af 2026 kan der meldes mere præcist ud om, hvornår og hvordan den nye organisering skal ske, samt hvilke medarbejdere det vil berøre.  

”Vi er selvfølgelig meget optagede af at tage bedst muligt hånd om vores nye kolleger og sikre, at flest muligt ønsker at fortsætte deres ansættelse i den nye Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme her på hospitalet,” siger Birgitte Rav Degenkolv. 

Ansættelse af afdelingsledelse og den videre proces 

Det første skridt i etableringen af den nye afdeling bliver ansættelsen af en afdelingsledelse. Det forventes, at afdelingsledelsen er på plads i slutningen af 2025. Herefter kan den organisatoriske udskillelse og overdragelse af Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme begynde.  

Afdelingen vil i en periode være placeret på Rigshospitalet Glostrup Hospital ledet af Amager og Hvidovre Hospital. Det skyldes, at afdelingen først kan flytte fysisk ind på Hvidovre-matriklen efter en nødvendig istandsættelse og opgradering af lokaler i Center B, hvor afdelingen skal bo. Herefter vil patienterne kunne indlægges på 1-sengsstuer med bad og toilet på stuen.  

Ud over renovering af sengestuer er det også nødvendigt med renovering af lokaler til ambulatorium og udbygning af understøttende funktioner som fx træningsfaciliteter, hjælpemidler, køkken og intensiv samt personalerettede faciliteter som parkering og garderober. Renoveringen af sengestuer, ambulatorierum og understøttende funktioner forventes at være færdig ultimo 2027.  ​

Øvrige forandringer på det neurologiske område 

Ud over etableringen af Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme indeholder planen for det neurologisk område: 

  • Fastholdelse på Rigshospitalet af specialfunktioner og videnscentre, herunder fx Dansk Hovedpinecenter, National Videnscenter for Demens og Dansk Multipel Sklerose Center. Rigshospitalet har også ansvaret for den specialiserede akutte og planlagte behandling inden for neurologien i hele regionen.  
  • Et tæt samarbejde mellem Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og Rigshospitalet om behandlingen af neurologiske patienter i byen og understøttelse af Bornholms Hospital i behandlingen af bornholmske patienter.   

​​Se mere om forandringern​​​e på det neurologiske område: 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden