Der blev pustet og prustet

​Mere end 250 Amager-borgere mødte op på den Internationale Lungedag den 15. november for at blæse i spirometeret og få tjekket lungefunktionen. 


Amager Hospitals lungesygeplejersker stod sammen med medarbejdere fra Sundhedscenter Tårnby klar til at måle borgernes lungefunktion på Tårnby Rådhus i anledningen af den Internationale Lungedag. Og det var der mange amagerkanere, der valgte at få gjort, fortæller lungesygeplejerske Lise Mortensen: 

”Vi målte i alt på 253 borgere, og der var i alt 196 normale lungefunktioner og 57, der afveg. De borgere som havde afvigende lungefunktioner fik udlevet et lægebrev, som gør borger og praktiserende læge opmærksom på den afvigende lungefunktion og opfordrer til yderligere opfølgning”, siger hun.

Borgere som var rygere fik tilbud om at tale med rygestopvejleder og høre om, hvilke tilbud Tårnby kommune har.

Danser ud af døren

Claus, som bor i Tårnby Kommune, var i særdeleshed engageret, da han har mange bekendte med KOL.

- Hvis det ikke var fordi, jeg kendte så mange med KOL, ville jeg aldrig have spekuleret over faren for lungesygdomme. Så jeg kommer for at få undersøgt, om jeg står med det ene ben i graven, siger Claus, og fortsætter:

- Jeg har ikke røget i 7 måneder, så det er jeg glad for, at jeg har muligheden for at følge op på. Sidste år var min lungefunktion på 87 %, nu er den på 92 %, så jeg danser ud af døren, siger Claus.

Også Kirsten Sørensen, der bor i Tårnby Kommune, var glad for resultatet af sin lungefunktionsmåling.

”Jeg havde en lungefunktion på 107 procent, så det kan man jo ikke klage over”, siger hun.

En dag der giver mening

Lungesygeplejerske Lise Mortensen er godt tilfreds med både fremmødet og borgernes interesse i at få målt deres lungefunktion.

”Mange har set annoncen både i den ene og den anden avis, og de er meget interesserede, så det er gået lige, som jeg havde håbet på. Sådan en dag giver rigtig meget mening, og vi glæder os til næste år, siger Lise Mortensen.





Redaktør