På Amager Hospital kan du være heldig at se flere farverige friser, som multikunstneren Erik Clausen og hans kone Pernille Clausen malede tilbage i 1980'erne.
I oktober 2024 døde Erik Clausen på Amager Hospital, og nu er ringen sluttet ved, at hospitalet har købt et af Clausens sidste værker, som nu pryder ét af hospitalets ellers hvide vægge.
Kunstværket "Uendelig" blev indviet af regionrådsformand Lars Gaardhøj og hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv og med Erik Clausens nærmeste pårørende, venner, kunstbekendte og ikke mindst medarbejdere på Amager Hospital som gæster.
Hans samarbejdspartner og gallerist, Tina Lorién, forklarede, at Erik Clausen havde ønsket, at hans kunst kom ud til så mange som muligt, så det ikke bare skulle hænge på et "kedeligt galleri". På den måde ville værket "Uendelig" komme til at overleve alle, der kigger på det nu.
”Jeg har jo selv gået rundt på gangene med Erik, og det betyder enormt meget, at der er noget, som kan sætte gang i nogle tanker,” sagde Pernille Clausen i en tale, hvor hun takkede Afdeling for Ældresygdomme for den gode behandling, som de gav Erik Clausen i hans sidste tid.