Jeg skal være klog på ledelse, ikke specialer

​Ulrik Bak Dragsted er ny ledende overlæge på Amager Hospital – og kommende langbuejæger. 

U​lrik Bak Dragsted, ledende overlæge på Amager Hospital. 

​"Amager Hospital skal aldrig blive noget man overvejer at køre udenom, men noget man søger hen til, også på personalesiden. Og det skal være det sted borgerne foretrækker som deres nærmeste behandlingstilbud."  

Sådan lyder visionen fra Ulrik Bak Dragsted, som pr. 1. januar 2016 er ny ledende overlæge på Medicinsk Afdeling på Amager Hospital.

Speciale i infektionsmedicin

Da Ulrik Bak Dragsted i 1993 fik sin første ansættelse som læge, var det på Amager Hospital. Nu, mere end 20 år senere, vender han tilbage til Amager. Det sker efter et karrieforløb, der bl.a. har inkluderet otte år som speciallæge på Infektionsmedicinsk Afdeling i Hvidovre og senest en stilling på Roskilde Sygehus, hvor han har været ansat som driftsansvarlig overlæge for Intern Medicinsk og Infektionsmedicinsk sengeafsnit, Infektionsmedicinsk ambulatorium og samtidig været specialeansvarlig for det infektionsmedicinske speciale i Region Sjælland.

Men hvad skal en infektionsmediciner som ledende overlæge på et hospital med primært geriatriske, endokrinologiske, lungemedicinske og hjertemedicinske patienter?

"Det kan selvfølgelig godt være en udfordring, at jeg ikke repræsenterer et af de specialer, jeg nu skal være leder for. Men jeg skal ikke være klog på specialer, jeg skal være klog på ledelse. Så min tilgang til medarbejderne vil være, at de skal fortælle mig, hvad det svære er i deres speciale, og så tager vi den derfra", siger Ulrik Bak Dragsted.

Faglige og personlige erfaringer skal bruges

En del af Ulrik Bak Dragsteds dagsorden er at både faglige og personlige erfaringer skal inddrages i højere grad, også fra patienter og pårørende.

"Vi er gode i vores faglighed, men når vi bruger mere end vores faglighed, bliver vi også bedre til at arbejde sammen. Dermed gør vi det bedre for patienterne og deres pårørende, men vi bliver også bedre til at se og høre, hvad de har brug for. Nogle gange er vi fuldstændig sikre på, hvad patienterne har brug for, men hvis vi spørger dem, er det måske noget helt andet, de lægger vægt på. Det står ikke i vejen for vores faglighed og vi bliver ikke dårligere til at pleje og behandle dem, hvis vi tager det perspektiv med ind", siger Ulrik Bak Dragsted. 

Gummigås og langbue

Når Ulrik Bak Dragsted ikke arbejder, kan man bl.a. finde ham i haven hjemme på Frederiksberg i gang med at skyde en gummigås.

"Jeg er i gang med at træne mig op til at blive langbuejæger, så jeg øver mig hjemme i haven. Det er meget afstressende, for man kan kun ramme, hvis man er i ro og ikke tænker på strategier og morgendages e-mails". 

Det er en særlig klub, han er på vej mod, da der er færre end ti langbuejægere i landet. Ulrik Bak Dragsted mener dog, at der nok stadig går et par år og en del gummigæs, før han kan kalde sig landets første ledende overlæge OG langbuejæger.

​Blå bog

Ulrik Bak Dragsted er Ph.D og speciallæge infektionsmedicin og har en Master i Offentlig Ledelse (Master of Public Governance) fra CBS. Masteruddannelsen har han suppleret med flere andre lederuddannelser og kurser. Ulrik Bak Dragsted medbringer erfaring fra arbejde på syv forskellige medicinske afdelinger i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Han har stor undervisningserfaring og er bl.a. kursusleder for kommende speciallægers kursus i organisation og ledelse.

I sin tidligere ansættelse var Ulrik Bak Dragsted formand for Overlægerådet på Roskilde Sygehus og har tidligere været formand for Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM).

Ulrik Bak Dragsted bor på Frederiksberg med sine tre sønner og sin kone, der er praktiserende læge på Østerbro.

Han er født og opvokset i Danmark. Hans far er fra Tanzania, og det er måske herfra inspirationen er kommet til at bruge de fleste ferier på at rejse rundt i verden med familien. ​

 

 

 

Redaktør