​​​Den 1. marts 2025 blev Malene Tangager fastansat som chefsygeplejerske i Infektionsmedicinsk Afdeling. En afdeling, hun har lært særdeles godt at kende, siden hun for ti år siden kom til som koordinator. Siden blev hun oversygeplejerske og nu chefsygeplejerske efter et halvt år som konstitueret i stillingen.  

Du har været mellemleder i mange år. Hvad har været dine milepæle undervejs? 
"Jeg blev mellemleder under implementeringen af SP og i kølvandet på mange opsigelser fra det erfarne personale, som ikke kunne se sig selv i denne store forandring. I årene efter kæmpede vi os langsomt op til igen at blive fuldtallige pga. ekstremt stort fokus på rekruttering, trivsel og faglig udvikling. Jeg satte en ekstra sygeplejerske i alle vagtlag, hvilket ”maksede budgettet ud” – til gengæld undgik vi at kalde ind ved sygdom og betale overarbejde. Det var en win-win for både trivsel og budget, og jeg nåede faktisk i et halvt år at tænke ”job done”. Så kom covid, som langsomt, men sikkert, åd sig ind i vores normering, fordi det var så ekstremt belastende at være i.

Derfor er implementeringen af SP og covid-perioden milepæle for mig, der viser, at vi skal tænke meget bredere end vagtplaner. Jeg er vild med sygepleje, der er ikke noget andet, der kunne have givet mig mere, så vi skal udvikle sygeplejen, vi skal lave sygepleje, fordi det er det, vi er bedst til, vi skal ikke være lægens forlængede arm. Derfor skal vi også udvikle os fagligt. Før var der fx mest undervisning i gul feber og ebola, men nu underviser vi i delir og andet, som er væsentligt for plejen af alle typer patienter, vi har lavet årshjul og bruger Fundamentals of Care. "

Hvad har været den mest overraskende læring for dig i din nye rolle?
"Det er, at jeg skal turde være åben om, at jeg ikke ved alt, at jeg også er i en læreproces. Jeg har sagt til mine tidligere kolleger, at jeg ikke ved, hvordan vi gør det her med, at jeg skal gå fra at være kollega til at være deres leder. Det kræver mange uformelle snakke og tager tid. Jeg har et godt forhold til de tidligere kolleger, jeg nu er leder for, men der er stadig afsnit, jeg kender mindre. 

Det har også været nyt for mig at have ledelsesansvar for lægerne. I starten kendte jeg dårligt deres overenskomst, hierarkierne osv., så det har jeg skullet lære i samarbejde med Bjarne (cheflæge Bjarne Ørskov Lindhardt, red.), som jeg har kæmperespekt for. "

Hvad tror du, medarbejdere og mellemledere ville sige, hvis de skulle beskrive dig som leder?
"Jeg tror, de vil sige, at jeg er synlig, både fysisk og verbalt, og at jeg er tilgængelig og tydelig. Min dør har aldrig været lukket, medmindre jeg holder personlige samtaler, og det er helt bevidst, selv om man også bliver afbrudt. Det er vigtigt at kunne afbrydes.  

Mht. tydelighed er jeg altid klar i mine forventninger også på den lidt konfronterende måde og af og til nok lidt for meget. Det arbejder jeg med, for det var der heldigvis en, der udfordrede, da jeg blev oversygeplejerske. Hun sagde, at den facon ikke kunne nytte noget, og at være en autoritet på den måde burde jeg lægge fra mig."

Infektionsmedicinsk Afdeling er en forholdsvis lille afdeling, men I havde en kæmperolle under COVID-19. Hvad betød det for jer?
"Før kunne vi være lidt lukkede om os selv. Vores faglige stolthed gav sig udtryk i, at vi mente, vi vidste bedst på godt og ondt. Men midt i alt det hæslige, covid førte med sig, opstod der også meget godt, fx at vi åbnede os mere. Det var jo en helt ny situation med samarbejde på tværs af både afdelinger og hierarkier uden at overveje, om man ville det eller ej. 

På grund af den åbenhed, covid førte med sig, kan jeg i dag godt finde på at ringe til andre chefsygeplejersker, fordi jeg har hørt om noget, de gør hos dem, og sige ”Kan vi ikke lige mødes?”. Den tilgang er både jeg og vores konstituerede oversygeplejerske Nadia bannerførere for."

Hvilke værdier fra dit privatliv forsøger du at bringe ind i dit virke som leder?
"Min far var meget aktiv fagforeningsmand. Han var turistbuschauffør og kørte meget i udlandet, og også min mor var ufaglært og arbejdede som tjener i Tivoli om sommeren. Min far var kasserer i det daværende SID (Specialarbejderforbundet i Danmark, red.), vi sang i arbejdersangbogen og var på SID sommerlejr, og han var indædt socialdemokrat. Hele min barndom fejrede vi 1. maj med de røde faner, og det var fantastisk, for der var også røde pølser og rød sodavand.  

På baggrund af min opvækst har jeg en meget stærk retfærdighedssans, men jeg er blevet bedre til ikke altid at råbe op og i stedet gå lidt mere stille med det. Retfærdighed handler for mig også meget om, hvordan man behandler patienter og pårørende. Man skal være ordentlige mod hinanden, det har jeg også altid lært mine børn."