Sidst i 2024 og i starten af 2025 har der været gode nyheder for flere forskere på hospitalet, som tilsammen har modtaget godt 17 mio. kroner til deres forskning.
Følgende forskere og projekter har modtaget støtte:
Marie-Louise Strandberg, projektsygeplejerske, M.Sc.,
Afdeling for Ældresygdomme
Har modtaget 2,4 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden til projektet "Udvikling og evaluering af ikke-farmakologiske, patientcentrerede tilgange til deliriumbehandling hos ældre indlagte patienter." Professor og sygeplejefaglig forskningschef, Ingrid Poulsen, er hovedvejleder på projektet.
Projektet sigter mod at udvikle skræddersyede ikke-farmakologiske interventioner ved hjælp af en co-creation tilgang, der involverer patienter, pårørende og sundhedspersonale. Projektet omfatter tre studier: en kortlægning af eksisterende interventioner, co-creation af nye interventioner og en gennemførlighedsundersøgelse af disse interventioner i hospitalsmiljøer. Delirium er en akut hjernedysfunktion, der påvirker over 60% af ældre patienter og kan føre til længere hospitalsophold og kognitiv tilbagegang.
Ingrid Poulsen, professor, sygeplejefaglig forskningschef, Forskningsafdelingen
Har modtaget 400.000 kroner fra Novo Nordisk Fonden til projektet ”Forbedring af livskvalitet efter bariatrisk kirurgi: Udvikling, gennemførelse og evaluering af en kompleks sygeplejeintervention” der gennemføres af Ph.d-studerende, M.Sc. Camilla Thorbøll Wæhrens fra Gastroenheden.
Projektets formål er at udvikle en målrettet intervention ved hjælp af co-creation tilgang i samarbejde mellem patienter, pårørende og sundhedspersonale. Projektet består af fire studier: Et register studie, et kvalitativt interview studie, et co-creation studie og et feasibility studie der tester den udviklede intervention i klinisk praksis. Nedsat livskvalitet og/eller postoperativ vægtøgning rammer mere end 20 % af patienter der gennemgår bariatrisk kirurgi, hvilket kan medføre sundhedsmæssige og sociale konsekvenser.
Johan Burisch, professor og overlæge i Gastroenheden
Samarbejder med Odense Universitetshospital, OPEN, om projektet "Forbedring af diagnostik og behandling af kronisk tarmbetændelse (IBD)", som har modtaget 5 mio. kroner fra Sundhedsdonationer.
Projektet går ud på at undersøge, om risikoscorer baseret på genetik og andre biomarkører kan forbedre diagnostik samt forudsige det forventede sygdomsforløb og effekten af behandling med TNF-alfa-hæmmer – og via dette at gøre det nemmere at leve med kronisk tarmbetændelse.
> Læs mere om projektet
Læs mere om projektet her:
Jesper Hansen-Bonde, ph.d. og seniorforsker, Patologiafdelingen
Samarbejder med Regionshospitalet Gødstrup om projektet "Kan probiotika og østrogen bekæmpe HPV-infektioner?", som har modtaget 9,6 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden.
Projektet går ud på at undersøge, om probiotika og østrogen kan hjælpe immunsystemet med at bekæmpe HPV-infektioner hos ældre kvinder. Efter overgangsalderen falder østrogenniveauet, hvilket påvirker mikrofloraen i skeden og gør det sværere at bekæmpe HPV-infektioner naturligt.Projektet vil gennemføres i samarbejde mellem danske og finske forskere og involverer 1000 kvinder. Målet er at forbedre behandlingsmulighederne og reducere unødvendige procedurer og lange opfølgningsforløb for ældre kvinder med HPV.
> Læs mere om projektet