Socialsygeplejerskerne fylder systemets huller ud

​Socialministeren, regionsrådsformanden og den nu tidligere formand for DSR var fredag d. 29.9. på besøg på Hvidovre Hospital for at høre mere om de socialt udsattes vilkår i sundhedsvæsenet.​

Vent...
​​”Når der er sprækker i systemet, så fylder socialsygeplejerskerne hullerne ud,” sagde regionsrådsformand​ Lars Gaardhøj om den funktion, som Region Hovedstaden sammenlagt har 28 af – 18 på somatiske hospitaler og 10 i Region Hovedstadens Psykiatri.

Da socialsygeplejefunktionen blev oprettet i 2006, var det for at skabe bedre patientforløb for de socialt udsatte. Nina Brünés, som i dag er faglig koordinator for Region Hovedstadens socialsygeplejerskeordning, havde i mange år arbejdet som gadesygeplejerske, og hun hørte fra mange udsatte, at de ikke ville indlægges, fordi de ikke fik god eller værdig behandling på hospitalerne. Nina Brünés fik derfor idéen til socialsygeplejerskefunktionen, som startede som et pilotprojekt, og nu er en permanent ordning i fire ud af fem regioner i Danmark.

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil var derfor sammen med Lars Gaardhøj og nu afgået formand for Dansk Sygeplejeråd, Grethe Christensen på besøg på Hvidovre Hospital fredag d. 29. september. Her tog hospitalsdirektør Birgitte Rav Degenkolv, Nina Brünés og de tre socialsygeplejersker, Christina Philipsen, Sara Stricker og Simone Heltoft imod dem til en samtale om socialsygeplejerskens funktion og de dilemmaer, der kan være i forhold til behandlingen af udsatte patienter, der ofte har både socialfaglige såvel som sundhedsfaglige problematikker.

Lars Gaardhøj og Pernille Rosenkrantz-Theil gik med socialsygeplejerske Christina Philipsen på besøg hos to patienter, der gerne ville dele deres oplevelser med regionsrådsformanden og social- og boligministeren. 

Lars Gaardhøj, Nina Brünés, Grethe Christensen, Christina Philipsen, Simone Heltoft, Sara Stricker, Birgitte Rav Degenkolv og Pernille Rosenkrantz-Theil


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor