Nina Brünés var 24 år og helt nyuddannet, da hun
første gang trådte ud på Istedgade som gadesygeplejerske. Selvom hun
havde gennemført sygeplejeuddannelsen, følte hun sig langt fra forberedt
på den barske virkelighed, der mødte hende i Københavns hårde
misbrugsmiljø.
Rensede kanyle i vandpyt
"Jeg
kom fra et trygt og småborgerligt hjem i Nordsjælland, og jeg anede
ikke, at der var mennesker, som levede og døde på den måde lige om
hjørnet. Det var helt absurd," fortæller hun.
Men selvom det var
en udfordring at være en ung og uerfaren sygeplejerske i det barske
miljø, var Nina Brünés ikke et sekund i tvivl om, at hun var havnet det
rigtige sted.
"Det tændte noget i mig. En retfærdighedssans. Når
man én gang har set en misbruger rense sin kanyle i en vandpyt, eller en
hund slikke det kroniske skinnebenssår rent, så rykker det i en for at
gøre noget ved den ulighed." Derfor begyndte Nina Brünés sammen med
kollegaen Charlotte Fich arbejdet med at hjælpe og pleje de udsatte,
misbrugerne og de hjemløse – både med konkret sygepleje og samtidig gøre
offentligheden og beslutningstagerne opmærksomme på de urimelige og
uværdige forhold, der eksisterede på gaden.
Socialsygeplejersken opstod
Dengang i 1998 var der kun to gadesygeplejersker til Københavns
misbrugere og udsatte, og selvom de gjorde hvad de kunne, oplevede Nina
Brünés gang på gang, hvordan det gik galt, i mødet mellem de udsatte
patienter og sundhedsvæsenet. For det første havde patienterne ikke
ressourcer til at tage kontakt til sundhedsvæsenet, og når de gjorde,
endte det ofte i konflikter – fordi personalet ikke var fagligt klædt på
til at behandle de skæve eksistenser på hospitalerne.
"Vi skal
styrke det etablerede sundhedssystem fremfor at udbygge et
parallelsystem. Ellers risikerer vi at ekskludere og marginalisere de
socialt udsatte yderligere. Alle skal have let og lige adgang til
hospitalet. Det er det, socialsygeplejersken gør: Hun letter adgangen
for en ekskluderet gruppe til de sundhedstilbud, som vi andre benytter,"
siger hun.
Så Nina Brünés henvendte sig til Bispebjerg Hospital
og spurgte, om de ikke havde lyst til at prøve noget nyt ved at ansætte
hende til at hjælpe med et håndtere de socialt udsatte patienter, mens
de var indlagte. Det havde de, og dermed opstod begrebet
"socialsygeplejerske." Hendes arbejde på Bispebjerg bestod i at bygge
bro mellem de udsatte patienter og hospitalet.
"Det kunne være at
sikre den rette smertebehandling, abstinensbehandling, hjælp til
udskrivelse af den hjemløse patient eller at imødekomme nogle af de
misforståelser, der ofte opstår, når man har med misbrugere at gøre,"
forklarer Nina Brünés og tilføjer:
"Personalet er som regel både
dygtigt og vil det bedste for patienten, men de tager nogle gange nogle
misforståede hensyn, eller også tør de ikke stille de rigtige spørgsmål.
Det handler om at styrke personalets faglige fokus og dømmekraft
overfor disse patienter fremfor at plejen og behandlingen fortaber sig i
fordomme og uvidenhed.
Det svære valg
Da Nina Brünés havde været på Bispebjerg i nogle år, stod hun over for et svært valg.
"Jeg
følte, at jeg havde mit drømmejob, men omvendt følte jeg mig også
forpligtiget til at prøve at gøre endnu mere. Jeg kunne jo se, at
indsatsen fungerede på Bispebjerg, så det skulle også bredes ud til
andre hospitaler. Jeg ville have, at der skulle mere fokus på arbejdet
med de socialt udsatte."
Derfor søgte hun SATS-puljemidler til
at skaffe socialsygeplejersker til andre hospitaler. Hun fik midlerne
samt titlen projektleder, og arbejdede de følgende tre år for at udbrede
socialsygeplejerske-konceptet til hele regionen.
I hele regionen
Efter SATS-pulje-perioden var udløbet, valgte Regionsrådet ikke blot at
drifte - men også at udvide socialsygeplejerske-ordningen. Der opstod
dermed en stilling som faglig konsulent – en stilling som Nina Brünés
fik.
Hun fik valget mellem hvilket af Regionens hospitaler, hun
ønskede at sidde på, og Nina Brünés valgte helt bevidst Hvidovre, fordi
der var en stærk ligheds-profil, og fordi hospitalet netop var blevet
udnævnt til "lighedshospital" af daværende sundhedsminister Astrid Krag
(S).
Med stillingen på Hvidovre Hospital blev hun blandt andet
ansvarlig for faglig sparring og supervision med alle regionens
socialsygeplejersker – en faggruppe som er støt stigende i antal.
Faktisk er der for nyligt blevet ansat nye socialsygeplejersker, så alle
regionens hospitaler (undtagen Bornholm) nu har en socialsygeplejerske.
"Det
er fantastisk, at der nu er kommet socialsygeplejersker på alle
matrikler. Det er et stort skridt henimod mere lighed i sundhed," siger
Nina Brünés, hvis arbejde stadig går ud på at skabe mere værdige
indlæggelser og forløb for de udsatte patienter – både på et strukturelt
plan og som del af en række forskningsprojekter.
Uden for regionens grænser
Der er fortsat en stor opgave med at indsamle viden om socialt udsatte,
så vi kan tilrettelægge og målrette vores sundhedstilbud baseret på
evidens fremfor hypoteser. Derfor er Nina involveret i flere
forskningsprojekter i samarbejde med Klinisk Forskningscenter.
Derudover
er hun blandt andet beskæftiget med at løse nogle af de
problemstillinger, som alle socialsygeplejersker bliver mødt med, fx
hvortil man henviser hjemløse patienter efter udskrivelse, når der er
brug for rekreation og sundhedsfaglig opfølgning.
Nina Brünés
arbejder for at udbrede socialsygeplejerskefunktionen til andre
regioner. Det har blandt andet resulteret i et samarbejde med Århus
Universitetshospital, hvor Nina indgår som faglig konsulent i oplæringen af nye socialsygeplejersker.