Der var langt mellem ansøgningerne til de ledige sygeplejestillinger i Afdeling for Hjertesygdomme. Det tærede på de faste medarbejdere, og de oplevede det som en nedadgående spiral, der var svær at vende rundt. Men så skete der alligevel noget.
"Pludselig kom der et boom af ansøgninger fra udenlandske sygeplejersker. Mange af dem havde allerede været i Danmark i nogen tid og arbejdet som ufaglærte på plejehjem, og flere af dem havde enten kardiologisk eller intensiv erfaring fra deres hjemland," fortæller chefsygeplejerske Jette Beck Mieritz, som fik ansat de udenlandske sygeplejersker i et evalueringsophold, som er obligatorisk for sygeplejersker uddannet uden for EU, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz, som ønsker dansk autorisation.
Den administrative proces og samarbejdet med myndighederne var meget kompliceret, og derfor satte hospitalets HR-afdeling skub i processen og sammensatte et særligt program for evalueringsforløbet. Læs mere om det særlige forløb på AHH i bunden af artiklen.
Fagligheden fejler intet
Når sygeplejersker bliver ansat i evalueringsforløb, får de samtidig en mentor på det afsnit, de er ansat. Mentoren, som er en erfaren sygeplejerske, skal bl.a. fungere som faglig backup i dagligdagen, og det kan godt være en krævende opgave.

”Evalueringssygeplejerskerne er jo alle erfarne og kan virkelig mange ting rent fagligt. Men kulturforskellen betyder en del. Fx hvordan vi informerer vores patienter om procedurer før, under og efter,” fortæller Nora Schiøtt, der er sygeplejerske og mentor på Afdeling for Hjertesygdomme på Hvidovre Hospital.
Sundhedsvæsenet i Danmark er markant anderledes end det, de udenlandske sygeplejersker er vant til, men Nora Schiøtt er ikke i tvivl om deres kompetencer:
”At aflæse en telemetri (red. hjerteovervågning) er jo det samme i Iran som i Danmark – og dér er de virkelig dygtige. Mange af dem har jo langt mere erfaring end mig,” fortæller Nora Schiøtt, som bl.a. er mentor for Reza Dakhesh, som har over 20 års erfaring som sygeplejerske fra Iran og har haft en stilling, der svarer til at være chefsygeplejerske.
Patienterne vil gerne hjælpe
Selvom det danske sprog kan slå knuder på tungen, så er der hjælp at hente for de udenlandske sygeplejersker.
”Patienterne motiverer mig, og de vil virkelig gerne hjælpe mig. De har ret god indsigt i vores situation,” fortæller Reza Dakhesh, som har været i Danmark i 2 år. Han suppleres af sin iranske kollega:
”Når patienterne først har forstået, at vi kun lige er ved at lære sproget, så vil de enormt gerne hjælpe os til at blive bedre,” fortæller Mahnaz Jalaeian Seyednia, som har været et halvt år på Afdeling for Hjertesygdomme på Amager Hospital i evalueringsansættelse. Hun har været i Danmark i halvandet år og har netop fået sin danske autorisation og opholdstilladelse.
En del af evalueringsansættelsen er også at lære sundhedsdansk, og derfor har de fået intensiv undervisning i klassiske ”hospitalsvendinger” som: ”Vil du lægge dig op i sengen” eller ”jeg måler lige dit blodtryk”.
”Det sværeste ved at være sygeplejerske i Danmark er 100 procent sproget, men de danske sygeplejersker har altid tid til at svare på vores spørgsmål. Vi har kun lært det danske sprog på skolen – nu skal vi for alvor lære at bruge det i vores arbejde,” siger Mahnaz Jalaeian Seyednia.
Ikke for mange ad gangen, men gerne i par
For Jette Beck Mieritz har det ikke været uden omkostninger at have evalueringssygeplejersker.
”De får fuld løn i det halve år, de er i evalueringsansættelsen, men de tæller ikke med i normering. Det trækker på økonomien. Men jeg har fastansat samtlige, der har været i evalueringsforløb hos os, og nu har vi stort set alle sygeplejerskestillinger besat – så det har været det hele værd,” siger hun og tilføjer, at det uden tvivl har været en fordel, at de fleste af de udenlandske sygeplejersker kom med kardiologisk eller intensiv erfaring.
Hun anbefaler derfor andre afdelinger at ansætte udenlandske sygeplejersker i evalueringsforløb, men kommer også med en klar opfordring:
”Ansæt max tre ad gangen. Til gengæld er det en fordel at ansætte flere fra samme land, så de har hinanden at støtte sig til,” siger hun og fremhæver desuden den store indsats, som de faste medarbejdere har gjort for at inkludere deres nye kolleger i fællesskabet.
”Vi gør meget ud af at få evalueringssygeplejerskerne med, når vi laver noget socialt udenfor arbejdet. Og det er de meget engagerede i. Vi har fx fredagsbar en gang om måneden, hvor de altid er med,” siger Nora Schiøtt, som har en oplevelse af, at de meget gerne vil være en del af gruppen.
”Jeg var faktisk nødt til at pointere overfor dem, at det altså ikke er en del af arbejdet, men helt frivilligt at være med - fordi de er altid med,” griner Nora Schiøtt.
Om evalueringsansættelser for sygeplejersker
Hvis du er uddannet sygeplejerske i et land uden for EU, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz skal du gennem 2 trin for at opnå dansk autorisation:
- Du skal have godkendt din uddannelse
- Du skal gennemføre en evalueringsansættelse.
Evalueringsansættelsen skal som udgangspunkt være på et sygehus, plejehjem eller lignende, og du skal som minimum være ansat 6 måneder på fuld tid. Du bliver ansat på overenskomstmæssige vilkår og får løn i perioden.
Efter 6 måneders evalueringsansættelse vil ansættelsesstedet udfylde evalueringsskemaet og sende til Styrelsen for Patientsikkerhed, som i tilfælde af en positiv evaluering vil udstede en varig dansk autorisation som sygeplejerske.
Kilde: Styrelsen for patientsikkerhed
Særligt på Amager og Hvidovre Hospital
AHH har lavet et særligt program for evalueringsforløb, hvor det er muligt at ansætte udenlandske sygeplejersker i en kvalifikationsansættelse som ufaglærte i 3 måneder. Herefter kan de starte i deres 6 måneders evalueringsansættelse. I denne periode deltager sygeplejerskerne i 10 heldagsworkshops, hvor fokus er på sundhedsdansk og sygepleje i en dansk kontekst.
Det seneste hold af udenlandske sygeplejersker i evalueringsansættelse. Seks kommer fra Iran og to kommer fra Nepal.