
Her i den kolde tid sker det mindst 3-4 gange om ugen, at socialsygeplejerske Maria Altschuler på Amager Hospital må en tur op i sit depotrum for at finde en passende jakke, en varm trøje eller et par sko til sine patienter, når de skal udskrives.
Varmt tøj og dyner
Hendes patienter
er især hjemløse eller på anden måde udsatte mænd og kvinder, og de har
ikke altid varmt tøj eller sko med, når de bliver indlagt på
hospitalet.
"De bliver simpelthen så glade, når de får tøjet.
Mange spørger, om jeg er sikker på, at de må beholde det og tilbyder
ovenikøbet at aflevere det tilbage. Jeg har også lavet en aftale med
hospitalets sengeredning, så de gemmer gamle dyner, som alligevel skulle
være smidt ud. Hvis man sover på gaden, er en dyne en stor hjælp. Så
det giver virkelig mening, når man ser, hvor glade de bliver", fortæller
Maria Altschuler, og fortsætter:
"En af mine patienter
havde søgt kommunen om tilskud til vinterjakke, men det var koldt, da
han skulle udskrives, så det kunne vi jo ikke vente på. Jeg fandt en
jakke, som jeg mente var noget for ham, og da han fik den udbrød han
'Det er jo lige sådan en, jeg ønskede mig. Hvordan kunne du vide det?'
mens han stod og vendte og drejede sig foran spejlet".
Mangler sko i str. 43
Ideen med at
samle tøj ind til de udsatte patienter begyndte for et par år siden,
hvor Maria Altschuler skulle udskrive en patient, som ikke havde nogen
sko med.
"Jeg vidste at min søn havde flere aflagte gummisko i
den størrelse, patienten brugte, så jeg bad ham cykle herhen med et par,
så jeg kunne sende patienten godt ud af døren".
Nu er det
kollegerne, som afleverer brugt tøj og sko til Maria Altschuler, og
viljen til at donere er efterhånden så stor, at hun for nylig har taget
et tomt depotrum på hospitalets øverste etage i brug, fordi skabet på
hendes kontor ikke kunne rumme mere tøj. Derfor har hun også et bredt
udvalg i mange stilarter og størrelser.
"Mine kolleger er flinke
til at spørge, som der er noget bestemt jeg mangler, og så bagefter gå
hjem og lede. Det jeg mangler allermest er sko i størrelse 43".