Se billedgalleri i bunden af artiklen
”I har gjort vores fælles projekt til virkelighed. Vold går i arv. Vold avler vold. Ved at stoppe volden, kan vi skabe forandring,” sagde H.M. Dronning Mary, der i kraft af sin formandspost i Mary Fonden holdt en tale særligt stilet til medarbejdere i jordemoderkonsultationen og Familieambulatoriet.
Mary Fonden har samarbejdet med Amager og Hvidovre Hospital, Dialog mod Vold og Østifterne om projektet Sammen uden vold – Gravide med målsætningen om, at ingen børn skal vokse op i et hjem med vold.
Projektet er netop blevet evalueret, og i den anledning fik Amager og Hvidovre Hospital besøg af H.M. Dronning Mary, ligestillingsminister Marie Bjerre, regionsrådsformand Lars Gaardhøj og repræsentanter fra de øvrige samarbejdspartnere.
”Jeg havde ikke redskaberne til at hjælpe hende”
Da Bjørg Sylvest, som er jordemoder i Familieambulatoriet, var nyuddannet jordemoder, mødte hun en gravid kvinde på svangreafsnittet. Kvinden var faldet og bekymret for, om der var sket noget med det ufødte barn. Men det var 4. gang, hun blev indlagt pga. fald under graviditeten, og Bjørg Sylvest fik en mistanke om, at der kunne være tale om vold mod den gravide kvinde.
”Dengang kunne jeg ikke handle på min mistanke, alene fordi jeg ikke havde de redskaber, der skulle til. Jeg tænker tit over, at jeg ikke kunne hjælpe kvinden og passe på hendes ufødte barn,” sagde hun fra talerstolen og fremhævede ét af projektets vigtige resultater – at medarbejderne i jordemoderkonsultationerne og i Familieambulatoriet er blevet uddannet til at tale om vold og konflikter i et fordomsfrit sprog.
Fra 6 par om året til 2 om ugen
Projektet Sammen uden vold – Gravide har givet overbevisende resultater i forhold til den strukturerede screening. Hvor de tidligere kunne opspore seks par om året, finder de nu op til to par om ugen, der oplever voldsomme konflikter, psykisk eller fysisk vold i parforholdet under graviditeten.
Familierne bliver tilbudt individuelt skræddersyede forløb, herunder også et gruppeforløb i konflikthåndtering. I evalueringsrapporten siger en deltager i gruppeforløbet, at:
”Der var en rigtig god tone mellem underviserne og deltagerne, og det var et trygt og behageligt rum til at udtrykke det, der kan være svært at sætte ord på.”
Jordemødre og andre fagprofessionelle er blevet undervist i voldsfaglig forståelse og et fælles sprog til at kunne tale om og opspore voldsomme konflikter og vold.