"Har du brug for et kram?"
Klinisk sygeplejespecialist Rie Nikolajsen går over og holder om en velkendt kvindelig patient på en sengestue på afsnit D2 på Psykiatrisk Center Glostrup. Gardinerne er rullet ned og lyset slukket. Kvinden ligger sammenkrøbet i sengen og taler med spag stemme. Hun har tidligere været udsat for flere traumer og kæmper med blandt andet PTSD og flashbacks. Rie Nikolajsen har netop talt med patienten om, at hendes ønske om at blive udskrevet i dag nok ikke er en god idé. Rie er bekymret for, at patienten mister kontrol over sin selvskade, så denne eskalerer og bliver potentielt livstruende, hvis hun kommer for tidligt hjem. Patienten lytter til Rie, og sammen får de lagt en god plan for, hvad der skal ske med hendes behandling.
"Hun er en patient, vi tidligere kunne være nødt til at tvangstilbageholde for at passe på hende. Hun ønsker ofte at blive udskrevet, før det er en god idé. Men hun stoler på min faglige vurdering og lytter til mig. Så når jeg forklarer, at hun har bedst af at blive, så modsætter hun sig det nærmest aldrig," forklarer Rie Nikolajsen.
På en vagt møder Rie ofte både patienter, der har været tilknyttet psykiatrien igennem flere år og nyhenviste patienter. I hendes arbejde er det afgørende for Rie at møde den enkelte patient med forståelse for deres aktuelle situation og behov. Det starter ind imellem i det nære. Rie og kollegerne på afsnit D2 har derfor bevidst ændret deres måde at tale med og om patienter på.
"Vi gør meget ud af at værdsætte patienternes egne holdninger og lytte til deres behov og ønsker. Vores måde at tale om og med patienterne betyder noget. Med denne patient har vi fx gjort meget ud af at arbejde med hendes forståelse for, hvad der sker, når hun mister kontrol over sin adfærd og selvskader. Så forstår hun også bedre, hvorfor det kan være nødvendigt at forblive indlagt. Og vi har aftalt med hende, hvilke strategier vi i fællesskab bruger, når hun får det svært. Hun er tidligere blevet tvangsindlagt grundet risiko for selvmord og ofte blevet tvangstilbageholdt. Det bliver hun stort set ikke mere," forklarer Rie Nikolajsen.
Hun fremhæver efteruddannelsen i kognitiv adfærdsterapi, som hun og resten af personalet på afdelingen var igennem for ca. to år siden, samt implementeringen af samarbejdsaftaler og principper for svær selvskade under indlæggelse som vigtige redskaber i arbejdet med at opbygge relationer og forståelse mellem patienter og personale.
Rie Nikolajsen taler med en patient om planen for vedkommendes behandling.
Tvang er også omsorg
På en anden patientstue taler Rie Nikolajsen med en kvinde, der har været i psykiatrien i mange år. Hun lider af skizofreni og oplever, at hun bliver aggressiv, når hun ryger hash. Det er hun blevet rigtig god til at lade være med, men forleden gik det galt, og så blev hun bragt ind på D2.
"Jeg bliver voldelig og truende. Jeg blackouter og ved ikke engang, hvem jeg er. En af dine kolleger fortalte mig, hvordan jeg var, da jeg kom ind. Jeg kan slet ikke huske det, og blev meget chokeret over, at jeg kunne opføre mig sådan. Jeg kan sateme ikke tåle det," forklarer kvinden til Rie og fortsætter: "I skal ikke være bekymret for, at jeg falder i igen. Jeg rører ikke det lort."
Rie Nikolajsen taler med kvinden om, at hun kan komme til at ryge hash, når det bliver svært for hende at være alene hjemme i sin lejlighed. Hun har to gange under sit forløb i psykiatrien prøvet at bo for sig selv, men det fungerer ikke. Kvinden vil derfor gerne på et bosted, og hun afventer et endeligt svar fra kommunen på, om det kan lade sig gøre. Kvinden fortæller, at noget af det, der hjælper hende, er faste rutiner og aftaler.
"Jeg har virkelig brug for struktur. Jeg skal have vores aftaler på skrift, så jeg kan forholde mig til det. I kender mig her på afdelingen. Det betyder meget. Så har jeg også nemmere ved at bede om hjælp, når jeg får det svært, i stedet for at blive voldelig. Men det betyder også meget, at jeg ikke har røget hash, siden jeg kom ind. Og jeg vil ikke komme til at gøre jer noget, fordi jeg dummer mig. For mig er tvang vigtigt, hvis man har det rigtig skidt og er til fare for sig selv eller andre. Når jeg har det skidt, har jeg mest brug for, at nogen holder min hånd og taler mig til ro. Jeg indrømmer gerne, at jeg er tryghedsnarkoman," siger hun til Rie Nikolajsen.
Netop det med at få talt med patienterne om deres ønsker og behov, hvis tvang bliver nødvendigt, har Rie oplevet som et vigtigt redskab til at få nedbragt tvang. Afsnittet begyndte at arbejde med samarbejdsaftaler for ca. fem år siden. Derfor ved Rie og hendes kolleger nu mere om, hvilke typer af tvang, de forskellige patienter foretrækker, og hvordan personalet kan være med til at berolige dem, så tvang slet ikke bliver nødvendigt.
Kvinden, som Rie sidder og taler med, er blevet meget mere stabil, end hun var for år tilbage. Samarbejdsaftalerne har givet hende en stemme i behandlingen. Men hun har prøvet at være bæltefikseret flere gange. Og selvom det ikke er en mulighed på nuværende tidspunkt, kan hun godt se potentialet i at tilbyde frivillige bæltefikseringer til patienter.
"Når folk hører om bæltefikseringer, tænker de, det er meget voldsomt. Men hvis man selv går med til at ligge i sengen og få bæltet på maven, mens der sidder en ved siden af i et par timer, indtil man slapper af eller sover, så ville jeg klart foretrække det i stedet for at være ude af kontrol."
Rie Nikolajsen viser gerne omsorg - fx ved at holde patienten i hånden, når samtalen er svær.
Vi krøller boksen sammen
En ting er kognitiv adfærdsterapi, samarbejdsaftaler og andre redskaber, der hjælper på at nedbringe tvang. Rie Nikolajsen fortæller, at personalet på D2 også prøver at strække sig meget langt for at tilpasse behandlingen de enkelte patienters situation og behov.
"Her tænker vi ikke bare ud af boksen. Vi krøller den sammen, folder den ud igen og ser på, hvilke perspektiver og muligheder, det så giver. Vi gør alt for at undgå tvang og lytter til patienternes egne bud på løsninger."
Det understreger den bevægelse, som Rie beskriver der har været i retning mod atskabe ligeværd og at samarbejde mere med patienterne om behandlingen. Når det alligevel nogle gange bliver nødvendigt at bruge tvang, er det med en anden tilgang. Nu er der fokus på at bevare patienternes selvbestemmelsesret, autonomi og integritet – også selvom de er underlagt tvang.
"Det kan foregå ved, at patienterne kan være medbestemmende i forhold til, hvor magtanvendelsen skal foregå. Nogen vil fx gerne undgå, at vi bruger tvang på deres egne patientstuer. Og vi kan vise omsorg for patienterne ved at holde dem i hånden, giver dem is på panden eller bruger andre beroligende strategier fra samarbejdsaftalen under selve tvangen. På den måde sikrer vi, at situationen bliver så lidt traumatisk for patienten som muligt," forklarer Rie Nikolajsen, som afslutningsvis har et bud på, hvilken patientgruppe der skal ekstra fokus på, hvis brugen af tvang skal endnu længere ned.
"Patienter med rusmiddelproblemer kan opføre sig uforudsigeligt og udfordre personalet. For at vi som medarbejdere skal undgå at handle i afmagt, skal vi blive bedre til at forstå deres situation. Jeg har ikke det gode svar på, hvad vi præcis skal gøre, men det vil være meget relevant, hvis vi finder en måde, hvor vi bliver bedre til at tale med og håndtere de patienter."
På D2 vil personalet gerne vise patienterne lidt af deres personlighed som en del af at skabe et ligeværdigt forhold. Derfor hænger der billeder af personalet med info om fx deres interesser.
Fakta om D2 og afsnittes arbejde med at reducere tvang
D2 er et lukket, akut modtageafsnit med plads til 16 patienter. Afsnittet behandler mennesker med almindelige psykiske sygdomme som svær angst, svær depression, personlighedsforstyrrelser, skizofreni eller andre psykoser.
På afsnittet indlægges patienter på 18 år eller derover, som har brug for en hurtig og intensiv undersøgelses- og behandlingsindsats, og som forventes at kunne udskrives indenfor kort tid. Den gennemsnitlige indlæggelsestid er cirka fem døgn.
Behandlingen kan bestå af undersøgelse og diagnostik, medicinsk behandling, somatisk undersøgelse, psykoedukation, miljøterapi, samarbejde med netværk og sociale myndigheder samt besøg i hjemmet.
Der er ansat flere forskellige faggrupper i afdelingen som varetager den tværfaglige indsats, herunder sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, psykolog, psykiater, socialpædagog, fysioterapeut, ergoterapeut, socialrådgiver og recoverymentor.
Arbejdet med at nedbringe tvang på afsnit D2 har medført et markant fald i de forskellige tvangsformer over de seneste år.
