Speciallægen – når du bliver henvist til særlig undersøgelse

​Det kræver en henvisning fra din egen læge at blive undersøgt af en privat praktiserende speciallæge. Læs mere om, hvad en speciallæge kan, og hvordan du laver en aftale.

​En videreuddannelse som læge

Lægefaget er delt op i 38 sygdomsspecialer. Efter endt lægeuddannelse kan en læge videreuddanne sig i et af disse specialer og blive speciallæge. Speciallæger kan både have sin egen praksis (praktiserende speciallæge) eller være ansat på et hospital typisk som afdelings- eller overlæge.

Mange speciallæger med egen praksis, også kaldet speciallægeklinikker, har i dag overtaget undersøgelse og behandling af en række mindre alvorlige lidelser, som det før var nødvendigt at blive indlagt for.   

Hvornår kommer du til en speciallæge?

Det er din egen læge, der vurderer, om du har brug for at blive henvist til en speciallæge. Nogle speciallæger kræver dog ikke en henvisning fra din egen læge. Det er øjen-, øre-, næse- og halslæger, som du kan kontakte direkte for at få en tid.

Valg af speciallæge

Skønner din læge, at du skal undersøges af en speciallæge, sender din læge en elektronisk henvisning til en server, der forbinder hospitaler, praktiserende læger og speciallæger med hinanden. Ofte vil din læge foreslå en speciallæge. Men du kan frit vælge den speciallæge, du ønsker. Fx hvis du ønsker en speciallæge med kortest mulig ventetid. Du kan også frit vælge blandt speciallæger i hele Danmark. Alle speciallæger har adgang til henvisningen, så du skal blot ringe og aftale en tid med den speciallæge, du ønsker.

Find speciallæger i Region Hovedstaden på Sundhed.dk

Redaktør