Medicin til den bedste pris
Under din indlæggelse vil du dagligt få udleveret din receptpligtige medicin af plejepersonalet på hospitalet. For at sikre at lægen og sygeplejersken kender til den medicin, du tager, er du velkommen til at medbringe en medicinliste eller din egen medicin og evt. kosttilskud, når du indlægges.
Find en medicinoversigt her
Indimellem kan du opleve, at du får et andet lægemiddel end det, du plejer at få derhjemme. Det kan skyldes, at regionens hospitaler har besluttet at bruge en anden men ligeværdig slags medicin.
Valget af medicin sker ud fra en vurdering af effekt, bivirkninger, praktiske forhold - og pris. For selvom du derhjemme får det billigste lægemiddel på apoteket, er det ikke sikkert, at det også er billigst på hospitalet.
Læs mere om kopi- og parallelimporteret medicin
Vær opmærksom på, at hvis du hjemme tager medicin, du har købt uden recept fx panodil eller kalktilskud, bliver dette ikke altid udleveret, mens du er indlagt.
Ikke altid den nyeste medicin
Der kommer flere og flere nye og dyre lægemidler til. Det er et uafhængigt medicinråd, der laver anbefalinger og vejledninger til regionerne om, hvilken medicin vi kan anvende.
Det er ikke altid, at du bliver tilbudt den nyeste og dyreste medicin. Fx kan det ved nogle sygdomme være en fordel at anvende ældre lægemidler, vi kender effekten og bivirkningerne af. Nogle lægemidler kan også være dyrere i forhold til den nytte, de giver.
Gratis medicin ved ambulant kontrol
Der er få lægemidler, der kan udleveres gratis fra hospitalet til dig, uden at du er indlagt. Men det kan komme på tale, hvis der er særlige hensyn til din behandling, der kræver en tættere opfølgning. Eller hvis der er behov for, at personalet skal hjælpe dig med at få indgivet medicinen.
Medicinen kan være kostbar, og vi skal helst undgå medicin-spild. Det vil derfor være en hjælp, hvis du tæller, hvor meget du har tilbage af den medicin, du normalt får udleveret fra hospitalet, inden du kommer til ambulant kontrol (tag fx et billede af medicinen). Så kan det bedre vurderes, hvor meget medicin du skal have med hjem. I tilfælde af at du skulle blive indlagt, vil det også være en stor hjælp, hvis du eller dine pårørende medbringer den medicin, som du har fået udleveret.
Hent din medicin i hospitalets medicinboks
Er du i ambulant behandling, kan du i nogle tilfælde få udleveret medicin i en medicinboks. Der er opstillet medicinbokse på de fleste hospitaler. En medicinboks giver dig mulighed for at hente din medicin, når det passer dig bedst.
Læs mere om hospitalets medicinbokse