Her kan du læse, hvordan du opsamler fæces (afføring) til undersøgelse af Calprotectin i afføringen.
Formålet med undersøgelsen
Du skal have foretaget en undersøgelse af Calprotectin (et bestemt protein) i afføringen. Calprotectin bruges som et led i udredningen af mavesmerter og diarré. En høj Calprotectin tyder på, at der er betændelse et sted i mavetarmkanalen. Det kan f.eks. ses ved en kronisk betændelsestilstand i tarmen. Det er vigtigt, du følger retningslinjerne, så resultatet bliver korrekt.
Forberedelse
Du må spise og drikke, som du plejer og indtage din sædvanlige medicin. Dog må du ikke indtage afføringsmidler af nogen art (heller ikke hørfrø, Mikrolax, paraffinolie eller amerikansk olie) eller fordøjelsesenzymer i 2 døgn før opsamling (som fx. Pancrease, Pankreatin eller Pankreon, med mindre du har aftalt det med din læge).
Sådan foregår opsamlingen
Sammen med denne patientpjece modtager du et mærket prøveglas med navn, transportbeholder samt en kuvert til forsendelse.
- Læg noget toiletpapir i bunden af toilettet eller brug det materiale, du har fået udleveret i ambulatoriet.
- Tag noget afføring fra 3 forskellige steder og kom det i prøveglasset.
- Kom afføring i prøveglasset til stregen ”Fyld højst hertil” eller halvt op.
- Afføringen må ikke være blandet med urin.
- Skru låget helt til.
- Skriv dato på navnemærkat på prøveglasset.
- Læg prøveglasset i den grå transportbeholder og luk den.
- Læg transportbeholderen i den udleverede kuvert.
- Aflever kuverten hos et prøvetagningsambulatorie eller hos egen læge.
- Prøven skal afleveres/sendes samme dag, som den er taget. Du skal aflevere/sende den mandag, tirsdag eller onsdag.
- Kuverten kan også sendes via posthuset.Husk at gøre opmærksom på, at den skal leveres dagen efter. Husk at frankere kuverten.
- Læg ikke kuverten i en rød postkasse (tømmes kun 2 gange om ugen).
Svar på undersøgelsen
Du får sædvanligvis svar på undersøgelsen ved næste ambulante besøg eller, hvis du er indlagt, ved stuegang, så snart svaret foreligger.