Her kan du læse, hvordan du opsamler fæces (afføring) til undersøgelse af Calprotectin i fæces.
Man skal bruge et prøverør som dem på billedet til at opsamle fæces (afføring) i. Du skal til undersøgelse
Du skal til undersøgelse for at få bestemt indholdet af proteinstoffet calprotectin i din afføring.
Ved betændelsessygdomme i tarmen stiger calprotectinniveauet kraftigt i afføring. Du skal derfor opsamle en prøve af din afføring i det udleverede prøverør, for at vi kan undersøge, om calprotectin-
indholdet i din afføring er for højt.
Sådan forbereder du dig
Denne undersøgelse kræver ingen forberedelse, og du må derfor gerne spise og drikke, som du plejer. Du må også gerne tage den medicin, som du plejer.
Du må dog ikke indtage afføringsmidler af nogen art (heller ikke hørfrø, Mikrolax, parafinolie eller amerikansk olie) eller fordøjelsesemzymer (som fx. Pancrease, Pankreatin eller Pankreon), i 2 døgn før opsamling, med mindre du har aftalt med din læge, at det skal tages under opsamlingen.
Sådan foregår undersøgelsen
Du får udleveret:
- et prøverør med ske
- en spytbakke/papir til opsamling af afføring
- et transportrør til prøverøret
Prøverøret skal være mærket med dit navn, CPRnr., dato og klokkeslæt for opsamlingen.
Du kan nemmest opsamle din afføring fra spytbakken eller fra det udleverede papir. Du skal med skeen i prøverøret tage en klump på størrelse med en ært (1-5 gram) af din afføring. Afføringen må ikke være blandet med urin. Når du er færdig, skal du skrue låget hårdt på prøverøret.
Når du har lukket prøverøret, skal du anbringe det i transportrøret. Du skal altid transportere prøverøret inde i transportrøret.
Samme dag som du er færdig med at opsamle din afføring, skal du aflevere rørene til personalet i den afdeling som har bestemt, at du skal undersøges. Du kan også aflevere rørene i et af regionens Ambulatorier for Prøvetagning. Du kan finde adresser og se åbningstider på www.regionh.dk/blodproever
Kontakt og mere viden
Hvis du er i tvivl, eller har du spørgsmål, skal du kontakte den læge, der har sendt dig til undersøgelse.
Svar på undersøgelsen
Du får sædvanligvis svar på undersøgelsen ved næste lægebesøg eller, hvis du er indlagt, ved stuegang, så snart svaret foreligger. Prøvesvaret er klar efter ca. 7 dage.