Det er nogle gange nødvendigt at måle udskillelsen af et stof i urinen over et helt døgn. Dette kan give en mere sikker information om, hvor meget man udskiller, frem for at undersøge udskillelsen i en enkelt vandladning.
Formål
Urinprøver benyttes til at udelukke eller bekræfte sygdom eller følge et sygdoms- eller behandlingsforløb.
Klinisk Biokemisk Afdeling udfører analyserne og sender svarene til din læge. Lægen ved, hvorfor urinprøven skal undersøges og vil derfor være den, der bedst kan vurdere svarene og give yderligere vejledning og information.
Forberedelse
Der er ingen forberedelser til denne undersøgelse, men det skal være praktisk muligt at opsamle al din urin i et døgn. Kvinder skal ikke samle urin, når de samtidig har menstruation.
En urindunk på 2,7 liter udleveres, men hvis du drikker over tre liter væske i døgnet, skal du sige det til den, der udleverer dunken til dig og i stedet få en fem-liters dunk med hjem.
Nogle dunke indeholder stærk syre som konserveringsmiddel og skal opbevares utilgængeligt for børn. Du skal ikke tisse direkte i en sådan dunk med syre, da syren kan sprøjte op og irritere huden. Du skal da bruge et rent bæger eller lignende.
Opsamling af døgnurin
Hvis du f.eks. skal opsamle døgnurin fra mandag morgen til tirsdag morgen:
- Gå på toilettet mandag morgen for at tømme blæren helt. Denne urin skal ikke opsamles.
- Skriv startdato og tidspunkt på den tomme urindunk.
- Sørg herefter for at al din urin i det følgende døgn samt morgenurinen fra tirsdag morgen, opsamles i dunken.
- Skriv slutdato og tidspunkt på urindunken.
Spild
Det kan ske, at der går urin til spilde. Hvis det drejer sig om mere end en lille sjat, bliver du nødt til at begynde forfra med et nyt døgn, da resultaterne ellers bliver upålidelige.
- Hvis du opsamler urin i en dunk uden syre, kan du blot tømme dunken, skylle den godt med rent vand og begynde forfra næste morgen.
- Hvis du opsamler urin i en dunk med syre, bliver du nødt til at bestille en ny dunk på hospitalet eller søge egen læge.
Aflevering af urindunk
Aflever urindunken til sundhedspersonalet på nærmeste Ambulatorie for Prøvetagning eller hos din egen læge. Du kan se en liste over prøvetagningsambulatorier i Region Hovedstaden her.
Resultatet af undersøgelsen
Resultatet på undersøgelsen foreligger normalt efter cirka to hverdage og kan ses på sundhed.dk. Tal med den rekvirerende læge eller afdeling om svaret.