Forstuvet/forvredet nakke

Patientvejledning om behandling og genoptræning af en forstuvet eller forvredet nakke.

Du har forstuvet/forvredet din nakke. Ved en forstuvning overstrækkes sener, ledbånd og evt. muskelvæv. Her kan du læse om, hvilke symptomer du skal være opmærksom på, og hvordan du genoptræner.

En forstuvning af nakken sker ofte ved et kraftigt ryk i halshvirvlen, hvor hovedet kastes voldsomt frem og tilbage, fx ved påkørsel bagfra. Som ved andre former for forstuvning overstrækkes sener, ledbånd og evt. muskelvæv omkring nakkehvirvlerne.

Symptomer

  • Smerter i nakken - evt. udstråling til skuldre og arme.
  • Hovedpine.
  • Svimmelhed.
  • Nedsat koncentrationsevne.

Behandling

De første dage kan isomslag lindre smerter og spændinger i nakken. Læg is på 15-20 min. op til 4 gange i døgnet. Til isomslag kan du fx bruge en pose med isterninger eller frosne ærter. Isposen skal være svøbt i et viskestykke eller lignende, da huden ikke må være i direkte kontakt med isen.

Det er vigtigt at hvile ved træthed, smerter, svimmelhed eller almen utilpashed, og du bør undgå at bære, løfte eller skubbe tunge ting, da øget belastning kan forværre symptomerne. Du bør genoptage dine sædvanlige aktiviteter, så hurtigt det kan lade sig gøre.

Det kan være nødvendigt at supplere med smertestillende medicin. Har du behov for dette, anbefaler vi, at du bruger håndkøbsmedicin, fx paracetamol.

Genoptræning

Det er vigtigt, at du starter genoptræningen så tidligt som muligt. Øvelserne er ufarlige, men kan evt. give ubehag eller kortvarige smerter.

Øjenøvelser

Øjenøvelser stimulerer nakkemusklerne. De skal udføres i siddende stilling, uden at du bevæger hovedet.

  • Se op.
  • Se ned.
  • Se til venstre.
  • Se til højre.
  • Se hele vejen rundt.

Nakkeøvelser

Du skal udføre øvelserne, mens du sidder og har rygstøtte.

  • Drej hovedet roligt mod skiftevis højre og venstre side.
  • Læg højre øre roligt ned mod højre skulder og derefter mod venstre skulder.
  • Bøj hovedet roligt skiftevis fremover og bagover.

Alle øvelserne gentages 3-5 gange, mindst 4 gange dagligt. Når generne bliver mindre, kan du lave øvelserne hyppigere.

Smerter og stivhed i nakken vil typisk aftage i løbet af et par dage. Ved vedvarende gener i mere end 3 uger, skal du kontakte din egen læge. Du skal også kontakte lægen, hvis du får føleforstyrrelse i dine arme eller ben, eller hvis generne forværres.

Er du i tvivl?

Hvis du har spørgsmål efter din behandling i Akutklinikken, er du velkommen til at kontakte os. Er du i tvivl om, hvad du skal gøre ved en skade eller akut opstået sygdom, så ring til Akuttelefonen 1813.

Din journal på sundhed.dk

Med MitID kan du se din journal på sundhed.dk. Du kan se dine journaloplysninger og læse mere om din indlæggelse. Der kan gå op til 5 dage, før alle oplysninger er overført til sundhed.dk.

Fik du en god behandling?

Vi vil meget gerne høre, hvordan du har oplevet dit ophold her i afdelingen. Derfor vil vi gerne opfordre dig til, at du ved din udskrivelse svarer på 5 spørgsmål på den blå stander, der står på gangen.

Redaktør