Du har fået en ridse på hornhinden. Hornhinden er den gennemsigtige hinde, som beskytter pupillen og regnbuehinden. Den er omkring 0,5 mm. tyk. Ridsen kan være en følge af direkte skade, såsom en finger i øjet, eller ved at du har fået et fremmedlegeme i øjet, som har efterladt en ridse. Det er smertefuldt at have en ridse på hornhinden, og det gør ondt, når man blinker. Du kan opleve svie og øjet kan blive lysfølsomt og rødt og løbe i vand.
Det er ikke farligt at have en ridse på hornhinden, det svarer til at have en hudafskrabning. Det er dog vigtigt at øjet behandles med salve eller dråber, som forebygger, at der kommer betændelse.
I skadestuen har du fået øjendråber, som har farvet øjet og øjendråber, som har bedøvet øjet. Dette hjælper lægen med at finde riften og et eventuelt fremmedlegeme. Det er ikke altid, at et fremmedlegeme giver en ridse, men lægen undersøger altid for dette når fremmedlegemet er fjernet.
Hvis du har fået bedøvende øjendråber, får du øjenklap på. Den skal du beholde på de efterfølgende 4 timer, så du ikke får et fremmedlegeme i øjet, uden at du kan mærke det. Klappen forhindrer også, at riften i øjet bliver irriteret, når du blinker. Du kan beholde klappen på til dagen efter, hvis den føles smertelindrende.
Du må ikke føre bil med øjenklap på.
Lægen laver en recept på øjendråber eller salve, som du skal bruge hver dag for at forebygge infektion i øjet. Det står på recepten, hvor mange gange om dagen du skal bruge medicinen og i hvor mange dage.
Du må ikke bruge kontaktlinser så længe du får behandling og så længe der er gener fra øjet.