Du har fået lagt en gipskinne på din arm eller dit ben.
Vær opmærksom på
Pas ekstra på de første 24 timer
Gipsen hærder først efter 24 timer. Indtil gipsen er hærdet, kan den let få buler og folder eller knække. Derfor skal du passe ekstra på gipsen de første 24 timer. Du må fx ikke dække gipsen med tøj, tæpper eller dyner.
Hvis du har gips på armen, får du en slynge på, så gipsen er mere beskyttet. Slyngen er kun til det første døgn og skal ikke bruges i længere tid.
Bevæg arm/ben i gips
I starten kan gipsen føles stram, og dine fingre/tæer kan hæve op. Det forebygger du ved at løfte den gipsede kropsdel over hjertehøjde, hvis du kan. Flere gange om dagen skal du bevæge dine fingre/tæer godt igennem.
Gipsen må ikke blive våd
Tag en pose over gipsen, når du skal i bad. Luk posen til med tape foroven, så vandet ikke siver ind. Prøv at holde gipsen udenfor bruseren.
Pas på med sport, hvor du sveder meget under gipsen. Gipsen bliver blød, hvis den bliver fugtig.
Du må ikke lægge vægt på gipsen
Gipsen kan ikke tåle, at der bliver lagt vægt på den. Hvis du lægger vægt på gipsen, knækker den.
Hvis du har gips på benet, må du derfor ikke støtte på dit ben. Hvis du har gips på armen, må du fx ikke cykle eller lave bevægelser, der belaster gipsen.
Stik ikke noget ind under gipsen
Du må ikke stikke noget ind under gipsen for at klø på huden.
Du må ikke køre bil
Du må ikke køre bil, når du har gips på arm/ben.
Kontakt 1813 med henblik på tilsyn, hvis du får problemer med gipsen
Du skal kontakte 1813 hvis:
- Gipsen knækker eller er for løs.
- Gipsen bliver våd og mister formen.
- Gipsen gnaver.
- Gipsen strammer.
- Dine tæer eller fingre bliver kølige, blålige eller hvide.
- Du får føleforstyrrelser i den kropsdel, der har gips på.
Smerter
Det er almindeligt at have lette smerter i de første dage. Kontakt 1813 hvis dine smerter tiltager. Du kan afhjælpe smerter ved ikke at lave aktiviteter, der fremprovokerer smerterne og ved at holde arm eller ben støttet op på puder, når du hviler dig.
I de første dage kan du tage smertestillende, f.eks Panodil og Ibuprofen (hvis du tåler det). Du kan tage 2 tabletter Panodil á 500 mg, højst x 4 i døgnet sammen med 1-2 tabletter Ibuprofen á 200 mg, højst x 3 i døgnet. Ibuprofen må du kun anvende 5-7 dage ad gangen, medmindre du har aftalt andet med lægen.
Få mere viden
Find mere viden om gips og knoglebrud på patienthåndbogen.dk. Søg på 'gips'.