Håndforbrænding som er behandlet med Flamazine

I denne patientvejledning kan man læse om, hvordan brandsårene skal behandles, for at sårene heler korrekt og undgår at leddene bliver stive.

Du har fået brandsår på dine hænder. I denne vejledning kan du læse om, hvordan du behandler dine brandsår, for at sårene heler korrekt og du undgår, at dine led bliver stive.

Daglig hudpleje efter brandsår

  • Vask brandsårene med en almindelig uparfumeret sæbe og skyl grundigt med vand. Hvis der er løs hud, kan du pille eller klippe det af med en ren saks. Vask gerne hænder i forbindelse med, at du bader.
  • Tør hænderne i et rent håndklæde.
  • Sæt gaze eller et rent stykke stof rundt om håndleddet, og sæt det fast med et stykke plaster.
  • Smør brandsårene med et tyndt lag Flamazinecreme.
Den daglige pleje: Efter vask, påfør gaze og smør brandsår med Flamazine. Påfør pose plastret fast på hånden.
Den daglige pleje: Efter vask, påfør gaze og smør brandsår med Flamazine. Påfør pose plastret fast på hånden.
  • Tag en frysepose over hånden, og sæt posen fast til gazen/stoffet med plaster. Så undgår du, at væske fra sårene og cremen løber ud af posen. Du kan også bruge plastikhandsker (tankstationshandsker) i stedet for fryseposer, hvis dine hænder kan bevæges frit i handsken. Posen/handsken må kun bruges en gang, men den behøver ikke være steril.

Skift af forbinding

Sårene væsker ofte en del de første dage, så det kan være nødvendigt at skifte posen flere gange om dagen. Senere skal du skifte posen en-to gange i døgnet. Hver gang du skifter posen, skal du følge punkterne ovenfor. Du får ”vaskekonehud” på hænderne, og sårene bliver gullige, dette er helt normalt og ikke tegn på betændelse. Samlet behandlingstid med Flamazine er 14 dage. Herefter skal du til kontrol hos din egen læge.

Bevæg dine fingre flere gange dagligt

  • Knyt hånden helt sammen.
  • Stræk fingrene helt ud.
  • Bruge fingrene til almindelige gøremål, såsom at spise, drikke og børste tænder. Du kan vikle en vaskeklud af skumgummi omkring bestik og tandbørste, så det er lettere at holde om.

Hævelse

Hold dine hænder på højde med hjertet eller højere. Det vil modvirke, at dine hænder hæver op. Du kan placere armen på en pude, når du sidder eller ligger ned.

Du bør søge læge, hvis:

  • Du får feber.
  • Forbindingen forskubber sig.
  • Sårene begynder at lugte.
  • Ved tegn på betændelse.

Smerter

Hvis du får smerter, kan du tage håndkøbsmedicin mod smerter, som Panodil, Pinex eller Pamol. Følg dosisanvisningen på pakken. Hvis ikke det hjælper, kan du kontakte din egen læge.

Pas på sol og svømmehal

Du bør undgå sol på den beskadigede hud. Solens stråler øger risikoen for solskoldning og giver i nogle tilfælde en mørk farve, som ikke forsvinder. Du skal beskytte huden, så længe den er rød, hvilket den kan være i ½-1 år. Du bør beskytte huden med solcreme med høj faktor eller tøj, afhængig af hvor huden er beskadiget.
OBS: Du må ikke gå i svømmehal, før alle sårene er helede.

Spørgsmål

Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl, kan du kontakte Akuttelefonen 1813, din egen læge eller Brandsårsafdelingen på Rigshospitalet, telefon 35 45 38 01 mellem kl. 08.30 - 15.00 på hverdage.

Mere information

I Patienthåndbogen på Sundhed.dk, kan du læse mere om brandsår.

Redaktør