Hjerterytmen - måling over tid (Holtermonitorering)

Formålet med optagelse af hjerterytmen (Holter-monitorering) er blandt andet at måle hjerterytmen samt at finde årsagen til bestemte symptomer.

En læge har vurderet, at du skal have lavet det, vi kalder en Holter-monitorering. Det er et lille apparat, en optager, der kan registrere og optage din hjerterytme.

Hvad er formålet med optagelsen af min hjerterytme?

  • At vi kan finde ud af, hvordan din hjerterytme er.
  • At vi kan finde ud af, om dine symptomer stammer fra hjertet.

Hvordan sidder optageren?

Som udgangspunkt sætter vi 5 elektroder på din brystkasse. På elektroderne sætter vi ledninger, der er forbundet til selve optageren, som placeres nederst på brystet.

Er der nogen forberedelser?

Undlad at tage creme på overkroppen den dag, du skal have optageren på, så sidder elektroderne bedre fast.

Er der noget, jeg ikke må, når jeg har optageren på?

Når vi har givet dig optageren på, kan du gå hjem og lave det, du plejer, fx. gå på arbejde, gøre rent, grave have, dyrke sport, handle ind osv.

Det er vigtigt, at du gør de ting, der før har givet dig symptomerne, så din hjerterytme optages, når du har symptomerne. 

Du må ikke gå i bad, da apparatet ikke kan tåle vand.

Hvor lang tid skal min hjerterytme optages?

Du skal have optageren på 1-7 døgn, afhængig af, hvad lægen har besluttet.  Det tager ca. 15 minutter at sætte båndoptageren på, og herefter kan du tage hjem og passe dine normale aktiviteter. Du skal selv tage båndoptageren af efter endt optagelse og sørge for, at den bliver afleveret på hospitalet.

Hvornår får jeg svar på optagelsen af min hjerterytme?

Din hjerterytme skal nøje analyseres. Har du en kontroltid, kan du få svaret ved denne lejlighed. Lægen kan også skrive et brev til dig for at fortælle dig om svaret.

Redaktør