Hjertet - ultralydsskanning gennem spiserøret (TEE)

Ved en ultralydsundersøgelse gennem spiserøret kan man komme tættere på hjertet og undersøge det i detaljer.

Kort om undersøgelsen

Når du skal have lavet en ultralydsskanning af hjertet med en sonde i spiserøret, er formålet at undersøge hjertet så detaljeret som muligt ved at komme meget tæt på. Ultralyd er lydbølger, som danner billeder på en skærm.

Du skal forvente at være på hospitalet i 3 timer i forbindelse med undersøgelsen. Der kan dog opstå ventetid, som kan forlænge dit ophold.

Vigtig forberedelse

Tag din medicin med et lille glas vand

Op til undersøgelsen kan du tage din vanlige medicin med et lille glas vand, selvom du faster. Du skal tage medicinen før kl. 07.00.

Mød fastende

Du skal faste inden undersøgelsen. Det vil sige:

  • 4 timer før din undersøgelse skal du stoppe med at spise.
  • 4 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Hvis du har diabetes, gælder der særlige forholdsregler. Det taler vi med dig om til forsamtalen.

Undgå rygning på dagen

Du må ikke ryge på dagen for undersøgelsen, da rygning kan påvirke resultatet. 

På hospitalet 

Fortæl os, hvis du har kunstige tænder

Du skal fortælle os, hvis du bruger fx tandprotese eller har stifttænder, så vi kan tage hensyn til det.

Du får lagt et drop

Vi lægger et drop i arm, så vi kan give dig medicin og væske, hvis det bliver nødvendigt.

Du kan få beroligende medicin

Du kan få medicin, der virker mod smerter, beroliger dig og får dine muskler til at slappe af.

Du bliver lokalbedøvet

Du er vågen, mens vi undersøger dig, men svælget er bedøvet.

Undersøgelsen

Når bedøvelsen virker, fører lægen en 1 cm tyk sonde ind i din mund. Du skal lave en række synkebevægelser, mens lægen fører slangen ned i spiserøret. Når sonden føres ned i spiserøret, kan det føles som om, du skal kaste op. Fornemmelsen forsvinder som regel, når sonden er på plads.
Når sonden er på plads i spiserøret, undersøger lægen dit hjerte og tager en række billeder. Du kan ikke synke på grund af sonden, men vi lægger en serviet ved din mund, som mundvandet kan løbe ud på.

Undersøgelsen varer cirka 20 minutter.

Du skal faste efter undersøgelsen

Du må ikke spise og drikke den første time efter undersøgelsen. Du har været bedøvet i svælget og kan derfor risikere at få noget galt i halsen. Vi kan tilbyde dig lidt at spise og drikke, inden du skal hjem.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen samme dag. I nogle tilfælde har vi dog brug for at se nærmere på resultaterne, inden vi kan give dig svar. I så fald aftaler vi, hvornår du får svar.

Risiko ved undersøgelsen

Ved nogle undersøgelser er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. 

  • Rifter i halsen (hyppighed: ikke almindeligt): Du kan få rifter i slimhinderne, så det bløder lidt. Det er ufarligt, og rifterne heler af sig selv.
  • Hul på spiserøret (hyppighed: meget sjældent): Der kan gå hul på spiserøret. Hvis det sker, indsætter vi en stent. En stent er et rør, som dækker hullet. I meget sjældne tilfælde er det nødvendigt at lukke hullet ved en akut operation i brysthulen.

Hjemme igen

Forholdsregler efter beroligende medicin

Hvis du har fået beroligende medicin, må du ikke selv køre bil eller betjene maskiner resten af dagen. Det skyldes, at medicinen nedsætter din evne til at reagere hurtigt og kan gøre dig træt. Selvom du føler dig frisk, kan du fortsat være påvirket af medicinen, og det vil fx være strafbart at køre bil.

Få mere viden

Du kan få mere viden om en ultralydsskanning af hjertet på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’ekkokardiografi’ eller ’transøsofageal ekko (tee)’.

www.amagerhospital.dk/patientguiden og www.hvidovrehospital.dk/patientguiden kan du og dine pårørende få viden om dine rettigheder og få gode råd og redskaber, der hjælper dig i dit forløb.

Redaktør