Du skal have foretaget en kikkertundersøgelse af endetarmen og nederste del af tyktarmen. Her kan du læse, hvordan det foregår. Hvis du har brug for mere information eller har spørgsmål, skal du endelig spørge de sygeplejersker og læger, som du møder i ambulatoriet.
Mødested
Amager Hospital,
Endoskopienheden
Opgang 3, 1. tv. - receptionen
Kikkert med kamera
Kikkertundersøgelsen foregår ved hjælp af et sigmoideoskop. Det er en bøjelig slange med et kamera i spidsen. Kameraet tager billeder inde i tarmen, og lægen kan se billedet på en skærm. Slangen er knap 1,5 cm tyk. Gennem slangen kan lægen tage vævsprøver af slimhinden i tarmen, og prøven bliver bagefter undersøgt under et mikroskop.
Sådan foregår undersøgelsen
Du skal ligge på venstre side på et leje. Først føler lægen efter i endetarmen med en finger med creme for forsnævringer og rifter. Herefter fører lægen slangen ind gennem endetarmsåbningen og videre op gennem venstre side af tyktarmen.
For at lægen kan se bedre, pustes luft eller vand gennem slangen. Dette udvider tarmen, men meget af luften og vandet suges ud igen. Du kan følge med i undersøgelsen på en fjernsynsskærm, hvis du ønsker det.
Gør det ondt?
De fleste oplever det ubehageligt at skulle undersøges i tarmen. Lægen gør det så nænsomt som muligt. Undersøgelsen kan undertiden være forbundet med smerte, men de forsvinder hurtigt. Indblæsningen af luft kan give en trykkende fornemmelse og trang til at komme af med luften.
Hvor lang tid varer undersøgelsen?
Undersøgelsen varer sjældent længere end 15 minutter.
Forberedelse til undersøgelsen
Du skal udrense tarmen
Tarmen skal være tom, for at lægen kan se tarmens slimhinde. Derfor skal du inden undersøgelsen anvende et lavement (Klyx a 240 ml). Du kan få udleveret et Klyx i ambulatoriet. Får du brev med indkaldelse til kikkertundersøgelse, kan du vælge at hente Klyx i ambulatoriet eller købe det i håndkøb på apoteket. Vælger du at købe det på apoteket, er det for egen regning. Du skal hælde væsken ind i endetarmen 2 timer før undersøgelsen. Det foregår derhjemme, så du er færdig med toiletbesøg inden du tager hjemmefra. Før du bruger Klyx, kan du opvarme flasken i vandbad til kroppens temperatur:
Sådan gør du:
- Fjern beskyttelseshætten fra studsen på flasken.
- Drej det yderste af spidsen af – nu er produktet klar til brug.
- Smør spidsen enten med vaseline eller ved at presse et par dråber klyx ud.
- Læg dig ned på venstre side med bøjede ben.
- Før spidsen forsigtigt ind i endetarmen og pres langsomt væsken ud.
- Ræk spidsen ud, mens flasken stadig er sammenpresset.
- Forsøg at holde væsken i tarmen i ca. 5-10 minutter. Der vil normalt være lidt væske.
- Tilbage i flasken efter brug.
- Bagefter skal du forvente at gå på toilettet ca. 2-3 gange.
Kost
Du kan spise og drikke normalt.
Medicin
Hvis du får tabletter eller mikstur med jern eller Vismut (Pylorid), bedes du stoppe med at tage dem 1 uge inden undersøgelsen. Ellers er der risiko for at lægen ikke kan se tarmslimhinden. Hvis du får blodfortyndende medicin, bedes du oplyse det til lægen, som vurderer om du skal stoppe midlertidigt med at tage medicinen.
Lad værdigenstande blive hjemme
Undgå at medbringe værdigenstande eller større kontante beløb, når du skal til undersøgelsen. Hospitalet kan ikke give erstatning for ting eller penge, der forsvinder.
Forbered dig på ventetid
Du kan komme til at opleve ventetid, hvis personalet skal tage sig af en akut syg patient. Personalet orienterer dig, hvis det sker. Medbring evt. læsestof.
Efter undersøgelsen
Besked om resultatet
Før du forlader afdelingen, får du en kort besked om resultatet af undersøgelsen samt om evt. forholdsregler. Ud over det får du samtidig eller senere en samtale med en læge. Hvis der er fjernet polypper eller taget vævsprøve, skal du i nogle tilfælde blive på hospitalet 1 time efter undersøgelsen.
Komplikationer
Der kan forekomme komplikationer ved kikkertundersøgelsen (sigmoideoskopi) i 1 ud af 10.000 tilfælde. Det kan være blødning fra slimhinden eller hul gennem tarmens væg. Især hvis der er fjernet polypper eller udført anden behandling i forbindelse med sigmoideoskopien. I enkelte tilfælde kan komplikationerne gøre det nødvendigt med en operation.
Symptomerne viser sig ved svære mavesmerter, feber eller blødning fra tarmen. Har du mistanke om bivirkninger eller komplkationer, skal du kontakte ambulatoriet i åbningstiden kl. 8-15, alternativt ringe til 1813.