Aclasta er et middel mod knogleskørhed (osteoporose), der gives som infusion (drop).
Indholdet er det samme som fx Alendronat og Fosamax tabletter. Det virker ved at binde sig til de celler, der nedbryder knoglerne, så deres effekt mindskes.
Behandlingen tager 15-30 minutter.
Sådan foregår behandlingen
Aclasta gives som infusion i en blodåre af en sygeplejerske på hospitalet. Infusionen betyder, at du får anlagt en lille plastikslange i en blodåre (drop), hvor medicinen gives igennem.
Aclasta optages meget hurtigt i knoglerne og forbliver der i lang tid. Resultatet er, at mængden af kalk i knoglerne stiger, og dermed er der mindre risiko for brud på knoglerne.
Effekten holder mindst 1 år. Det er derfor kun nødvendigt at give Aclasta én gang om året. Infusionen gives som regel i 3 år, og nedsætter risikoen for sammenfald og hoftebrud.
I specielle tilfælde gives der op til 6 behandlinger, men længere tids kontinuerlig behandling giver ikke yderligere gevinst.
Du skal blive i afdelingen efter behandlingen
I sjældne tilfælde forekommer en allergisk reaktion. Du skal derfor blive i afdelingen i 15-20 minutter efter behandlingen, så vi kan observere dig.
Det skal du være opmærksom på
Du må ikke få Aclasta, hvis du:
- Har lavt kalkindhold i blodet
- Har betydelig nedsat nyrefunktion
- Har mangel på D-vitamin.
Bliv undersøgt hos en tandlæge inden behandling med Aclasta
Vi anbefaler, at du får lavet en tandundersøgelse med relevant forebyggende tandbehandling, inden du starter i behandling med Aclasta.
Det er vigtigt, at du holder god mundhygiejne og får regelmæssige tandlægetjek, mens du er i behandling.
Hvis du bruger tandprotese, skal du sikre dig, at den passer korrekt. Fortæl din tandlæge og din læge, at du er i behandling med Aclasta.
Du kan få bivirkninger
Al medicin kan give bivirkninger. Nogle mennesker oplever ingen bivirkninger, mens andre oplever flere på én gang. De fleste bivirkninger ved behandling med Aclasta forekommer indenfor den første uge af behandlingen.
Hyppigste bivirkninger:
Almindelige bivirkninger:
- Influenzalignenede symptomer i op til 2-3 dage (kuldegysninger, træthed, svaghed). Kontakt os, hvis symptomerne varer mere end 3 dage
- Diarré
- Kvalme og/eller opkastning
- Hovedpine
- Smerter i muskel og led (du kan tage Panodil/Pamol i de første dage efter behandlingen. 2 stk. op til 4 gange dagligt)
- Hurtig hjertebanken.
Ikke almindelige bivirkninger:
- Hududslæt
- Søvnløshed
- Øget svedtendens
- Prikken/snurrende fornemmelse i fingre.
Sjældne bivirkninger:
- Opblussen i gigtsygdom
- Nedbrydning af kæbeknoglen.
Du kan få mere viden om Acalasta på medicin.dk og i lægemidlets indlægsseddel. som vi anbefaler, at du læser inden behandlingen.