Koloskopi og stanardudrensning - Amager Hospital

Formålet med undersøgelsen er at tage vævsprøver eller foretage behandlinger som f.eks. fjernelse af polypper.

Du skal have lavet en undersøgelse af tyk- og endetarm (koloskopi). Inden koloskopien skal tarmen tømmes for afføring (udrensning). Her kan du læse om, hvad du skal gøre og om koloskopien.

Mødested
Amager Hospital
Italiensvej 1, 2300 København S
Opgang 3, 1. sal, tv., Endoskopien

Mødetid
Se indkaldelsesbrev.

Hvad er en koloskopi?

Koloskopi er en undersøgelse af tyk- og endetarm med et bøjeligt kikkertinstrument på tykkelse med en finger. Igennem kikkertinstrumentet kan der tages vævsprøver og foretages behandlinger, f.eks. fjerne polypper.

Koloskopien foretages af en læge eller en specialuddannet sygeplejerske. En koloskopi varer typisk 30-50 minutter. Du skal dog sætte 3 timer i alt af til dit besøg på hospitalet.

Se en film om koloskopi på: www.hvidovrehospital.dk/koloskopi

Illustrationen viser at endetarmen kommer i forlængelse af tyktarmen.
Kikkertinstrumentet føres gennem endetarmen og rundt i tyktarmen.

Forberedelser

Det er vigtigt, at du forbereder dig som beskrevet, ellers kan vi blive nødt til at afbryde og gentage koloskopien.

Du må ikke køre efter undersøgelsen

Hvis du får smertestillende eller beroligende medicin til koloskopien, må du ikke køre bil, cykle eller betjene farlige maskiner de næste 24 timer. Aftal derfor nærmere med pårørende og evt. arbejdsplads.

Mindst 7 dage inden koloskopien

Ring til Endoskopiafsnittet 331E på tlf. 38 62 16 00 (tryk 3) på hverdage kl. 8-15, hvis du:

  • Lider af nyre- eller hjertesvigt eller en af de sjældne sygdomme Føllings sygdom (fenylketonuri) eller Glukose-6-fosfat dehydrogenase mangel (G6PD mangel).
  • Tager anden blodfortyndende medicin end Acetylsalicylsyre (Hjertemagnyl, Hjerdyl, Magnyl) eller Dipyridamol(Persantin, Asasantin retard, Aggrenox).

Du er velkommen til at ringe, hvis du har spørgsmål.

Udrensning

Det er vigtigt med udrensning inden en koloskopi. Ved udrensning tømmes tarmen for afføring. Hvis tarmen ikke er tilstrækkeligt tømt, er der risiko for, at man ikke kan se tegn på sygdom, f.eks. mindre polypper, og at undersøgelsen må gentages efter en ny udrensning.

Du kan hente afføringsmidlerne Plenvu og Movicol uden aftale på hverdage mellem kl. 8.00 og 15.00, på:

  • Hvidovre Hospital, afsnit 331, opgang 3, ambulatorieetagen i receptionen
  • Amager Hospital, Endoskopiafsnittet, opgang 3, 1. sal (lukket i skoleferier).

Medbring denne patientinformation, så personalet kan se, hvilke afføringsmidler du skal bruge.
Du kan også købe afføringsmidlerne for egen regning på apoteket uden recept. Som alternativ til Movicol kan Gangiden og Moxalole benyttes.

Følg denne vejledning i stedet for den, som er vedlagt udrensningsmidlet.

7 dage før koloskopien

  • Stop med at tage jerntabletter eller jerndråber, hvis du tager dette.
  • Fortsæt med afføringsmidler, hvis du i forvejen tager det.
  • Hvis du har afføring hver 3. dag eller sjældnere, skal du tage et brev pulver med afføringsmidlet Movicol hver dag, morgen og aften, frem til dagen før koloskopien.
  • Du kan fortsætte med at tage din sædvanlige medicin frem til 2 timer før undersøgelsen. Efter undersøgelsen kan du tage din medicin igen.

3 dage før – og frem til koloskopien

Undgå brød med kerner samt fiberholdige fødevarer som tomater, æbler, appelsiner og vindruer. Du må gerne spise brød uden kerner.

Dagen før koloskopien

Mad og drikke ind til kl. 19.00

  • Spis og drik ikke mælkeprodukter, da det kan hæmme udrensningen
  • Morgenmad: Hvidt brød, f.eks. ristet toast, blød/hårdkogt æg, kaffe/te uden mælk.
  • Frokost og aftensmad: Kogt lyst kød, f.eks. kyllingekød eller hvid fisk, kogte kartofler uden skræl, hvide ris, hvid pasta, hvidt brød.

Klokken 19-20

Tag dosis 1 af udrensningsmidlet Plenvu:

  • Hæld indholdet af dosis 1 brevet i en beholder, der kan rumme 500 ml.
  • Tilsæt 500 ml koldt vand og rør, indtil pulveret er opløst. Det kan tage op til 8 minutter.
  • Drik blandingen indenfor 30 minutter. Hvis du drikker blandingen for hurtigt, kan du få kvalme og kaste op.
  • Drik yderligere 500 ml væske indenfor de næste 30 minutter.

Når du har drukket Plenvu-blandingen, får du tynd afføring i løbet af nogle timer.
Fra kl. 19 og frem til to timer før koloskopien må du kun drikke vand, safte- og sodavand, juice uden frugtkød, alkoholfri øl og boullion.

På dagen for koloskopien

4 timer før koloskopien

Tag dosis 2 af udrensningsmidlet Plenvu:

  • Hæld indholdet af dosis 2 brevene (både A og B) i en beholder, der kan rumme 500 ml. Tilsæt 500 ml koldt vand og rør, indtil pulveret er opløst. Dette kan tage op til 8 minutter.
  • Drik blandingen i løbet af 30 minutter. Hvis du drikker blandingen for hurtigt, kan du få kvalme og kaste op.
  • Drik yderligere minimum 500 ml væske indenfor de næste 30 minutter.

Når du har drukket Plenvu-blandingen, kan du forvente, at du igen får tynd afføring.

2 timer før koloskopien

2 timer før koloskopien skal du stoppe helt med at drikke. Du må heller ikke ryge.

Koloskopien

Koloskopien kan være forbundet med ubehag og smerter. Derfor bliver du tilbudt smertestillende og beroligende medicin. Medicinen gives gennem et lille plasticrør, som lægges i en blodåre i din hånd eller arm.
I visse tilfælde kan den beroligende medicin medføre, at du har svært ved at huske, bliver træt eller forvirret.

Risiko ved undersøgelsen

Koloskopi er generelt en sikker undersøgelse. Hvis der ved undersøgelsen tages vævsprøver, er der kun en lille risiko for komplikationer.

Hvis der fjernes polypper ved undersøgelsen, er der en risiko for blødning (optræder hos 1-2 ud af 100 undersøgelser). I sjældne tilfælde kan der komme hul på tarmen (sker ved 1-4 ud af 2000 undersøgelser).

Efter koloskopien

Du kan drikke og spise, hvad du har lyst til, når undersøgelsen er afsluttet.
Hvis du ikke har fået lindrende medicin, kan du tage hjem, så snart du er informeret om undersøgelsens resultat og den videre plan for din behandling.

Hvis du har fået lindrende medicin, skal du observeres i afdelingens opvågningsafsnit. Her får du svar på undersøgelsen og den videre plan for din behandling. Du kan komme hjem, når du føler dig klar til det.
Du får information både mundtligt og på skrift, der kort beskriver resultatet af undersøgelsen og den videre plan.

Du kan få lette smerter og blødning

I timerne efter koloskopien kan du have lette smerter og trykkende ubehag i maven. Hvis der er taget vævsprøver, kan der komme en smule blødning.

Hvis du får kraftig eller længerevarende blødning fra tarmen, smerter i maven eller feber, skal du kontakte Hvidovre Hospital:

  • På hverdage mellem kl. 8-15 kan du kontakte Endoskopiafsnittet 331E på telefon: 38 62 16 00, tryk 3.
  • Uden for dette tidspunkt kan du kontakte Gastroenhedens akutte modtageafsnit på telefon: 38 62 57 62.

Vær opmærksom på

  • Medbring ikke værdigenstande (smykker, penge og lignende), da de ikke erstattes af sygehuset, hvis de forsvinder.
  • Det er ikke tilladt at ryge på hospitalsområdet.
  • Kontakt Blodbanken med henblik på evt. karantæne, hvis du er bloddonor.
  • Vi tilbyder drikkevarer efter koloskopien, men ikke mad. Det er derfor en god idé, at tage en madpakke med.
Redaktør