Kravebensled, forstuvet

Når du har forstuvet dit kravebensled behandler vi primært med is og øvelser.

Du har forstuvet dit kravebensled.

Kravebensleddet kaldes også for AC-led (acromio-claviculær-led). Det er leddet mellem kravebenet og den øvre del af skulderbladet. Leddet holdes sammen af flere ledbånd.

Billede af kraveben
Kraveben og skulder

Forstuvning af kravebensleddet kan inddeles i grader, alt efter om ledbåndene er forstrakt, eller om et eller flere af dem er bristet. Hvis der er kommet komplet skred i leddet, kan kravebenet løfte sig og bule op under huden.

Forstuvning af AC-leddet giver smerter, hævelse og eventuelt udbulning.

Behandling

Det meget sjældent, at det er nødvendigt at operere et forstuvet kravebensled. Vi behandler primært via aflastning og øvelser.

Afhængigt af hvor slem din forstuvning er, kan skadelægen henvise dig til kontrol i Ortopædkirurgisk Ambulatorium, typisk inden for 7-10 dage.

Behandlingsforløb

  • De første 12 timer efter skaden er sket (den akutte fase), kan du nedkøle området med en ispose viklet ind i fx et viskestykke (kom aldrig is/ispose direkte på huden). Afkøl højst 15 minutter ad gangen. Afkøling fremmer ikke helingen, men kan hjælpe på den værste smerte og hævelse i den akutte fase.
  • I de første dage kan du tage smertestillende fx Panodil og Ibuprofen (hvis du tåler det): 
    • Du kan tage 2 tabletter Panodil á 500 mg højst 4 gange om dagen sammen med 1-2 tabletter Ibuprofen á 200 mg højst 3 gange om dagen. Ibuprofen må du højst bruge 5-7 dage ad gangen, medmindre du har aftalt andet med lægen.
  • Brug en støttende slynge de første 1-3 uger, efter skade.
  • Bøj og stræk i albuen flere gange om dagen, så albuen ikke bliver stiv.
  • Knyt og stræk fingrene flere gange om dagen, så de ikke hæver så meget.
  • Undgå bevægelser der fremprovokerer smerter i de første 1-3 uger.

Øvelser

Når de akutte smerter letter, typisk efter 24-48 timer, skal du begynde at lave simple øvelser i skulderleddet for at holde skulder og arm i gang. Øvelserne må udføres til smertegrænsen. Det vil sige, at det må være ømt og spænde, men det må ikke gøre ondt.

Her er nogle øvelser som du kan lave, når smerterne tillader det:

  1. Sid ved et bord. Læg den dårlige arm på bordet med en klud under hånden, bøj overkroppen lidt frem og tegn store cirkler med kluden.
  2. Sid ved et bord med den dårlige arm på bordet og en klud under hånden. Drej hånden med kluden ud til siden og ind mod maven skiftevis.
  3. Sid ved et bord med den dårlige arm på bordet og en klud under hånden. Bøj overkroppen frem og tilbage, så hånden glider frem og tilbage over bordet.
  4. Sid på en stol med hænderne på lårene. Læn overkroppen fremover og lad armene glide ned langs benene. Ret dig op igen og gentag.
  5. Stå ved et bord og støt dig til det med den gode arm. Bøj dig lidt fremover og lad den dårlige arm hænge ned foran dig. Sving nu armen forsigtigt frem og tilbage og i cirkler.

Hvis du har behov for yderligere vejledning til øvelser, kan du kontakte din egen læge, som kan henvise til fysioterapeut.

Mere information

Læs mere i patienthåndbogen på Sundhed.dk:

Kontakt Akuttelefonen 1813 eller egen læge, hvis du er i tvivl om noget.

Redaktør