Min Sundhedsplatform - Følg med i din behandling

Information om, hvordan du følger med i din behandling på Min Sundhedsplatform.

Få digital adgang til hospitalet

Min Sundhedsplatform gør det nemt for dig at følge med i din behandling.
Bliv aktiv på Min Sundhedsplatform ved at logge på minsundhedsplatform.dk med NemID/MitID eller hente appen MinSP til din smartphone.

Se sundhedsoplysninger og prøvesvar

I min sundhedsplatform kan du se dine journalnotater og prøvesvar, når de er klar. Det giver dig mulighed for at få overblik over din behandling.

Det betyder også, at du kan se svar, som lægen endnu ikke har haft mulighed for at gennemgå eller kontakte dig om. Hvis et prøvesvar giver anledning til videre undersøgelser eller behandling, vil du blive kontaktet.

Få overblik over dine aftaler

Du kan se dine kommende ambulante aftaler i Min Sundhedsplatform og på den måde få bedre overblik. Husk dog fortsat at tjekke borger.dk eller e-boks.dk. Her kan ligge indkaldelser eller anden information, som ikke fremgår af Min Sundhedsplatform, fx information om indlæggelse, operation eller vigtig forberedelse.

Deltag i videomøder

Min Sundhedsplatform gør det muligt for dig at deltage i videomøder.

Nogle af vores konsultationer i afdelingen, tilbyder vi at holde som videomøder i Min Sundhedsplatform. Det betyder, at du kan springe turen til hospitalet over og i stedet kan deltage i konsultationerne hjemmefra.

Er du interesseret i, at din næste konsultation skal foregå som et videomøde, er du velkommen til at spørge i afdelingen. Er din aftale planlagt som et videomøde, fremgår det af din indkaldelse, og du vil sammen med indkaldelsen modtage en guide til, hvordan videomødet forgår.

Indtast målinger (MinSP målinger)

Min Sundhedsplatform gør det muligt, for udvalgte patienter, selv at indtaste hjemmemålinger, som fx vægt og blodtryk.

Denne mulighed vil på længere sigt blive udbredt til flere af afdelingens patienter og kan betyde, at et stigende antal patienter kan undgå turen til Hospitalet og i stedet modtage behandling hjemmefra.

Du skal ikke indtaste målinger i Min Sundhedsplatform med mindre, at du har aftalt det med din sygeplejerske eller læge.

Giv pårørende adgang til din profil

Som patient kan du give en pårørende over 18 år adgang til din profil, så han eller hun kan følge med i din journal, se dine aftaler osv. Det gør du digitalt ved at udfylde en fuldmagt på minsundhedsplatform.dk.

Patientsupport

Har du brug for hjælp til at anvende Min Sundhedsplatform, kan du ringe på tlf. 31 90 83 64, hverdage kl. 9-14.

Redaktør