Information til pårørende
De sidste levedøgn
Når døden nærmer sig hos et alvorligt sygt menneske, opstår der ofte usikkerhed og spørgsmål hos de nærmeste. Hvad kan jeg forvente i den sidste tid? Hvilke tegn fortæller, at døden er nært forestående?
Denne pjece giver information om de forandringer, du hyppigst ser de sidste døgn i et menneskes liv. Pjecen er tænkt som et supplement til samtaler mellem den syge, familien og sundhedsprofessionelle.
Lysten og behovet for mad og drikke
I takt med at den syge bliver mere afkræftet bliver det anstrængende og trættende at spise og drikke. Derfor kan der være behov for, at den syge får hjælp til at indtage mad og drikke. Det er vigtigt, at det der tilbydes, er det han/hun har mest lyst til og i de mængder han/hun magter.
Dette har højere prioritet end ernæringsrigtig kost.
Senere kommer der et tidspunkt, hvor mad og drikke hverken er ønsket eller nødvendigt, da kroppen ikke længere har brug for det.
Pårørende er ofte bekymrede for, om den syge tørster, og har derfor et håb om, at væsketilførsel vil lindre. Det er sjældent nødvendigt, da den syge krop ikke kan udnytte denne væske. Der er derimod en tiltagende risiko for, at den tilførte væske kan give den syge gener i form af væskeophobninger og åndenød, og bidrage negativt til oplevelsen af eventuel smerte.
Når den syge ikke længere kan spise og drikke, bliver slimhinderne i munden tørre, og det kan derfor lindre at få munden fugtet og læberne smurt med læbepomade.
Det kan være rigtigt svært at acceptere, at den syge holder op med at spise og drikke, selvom du ved, at han/hun er døende. Det er imidlertid et naturligt fysisk tegn på, at den syge ikke vil få det bedre.
Forandringer i vejrtrækningen
Mange hjertesyge oplever åndenød og åndedrætsbesvær. Dette kan give anledning til frygt for at skulle dø med vejrtrækningsbesvær eller fornemmelsen af at blive kvalt.
Denne angst kan være med til at forværre åndenød. Der er mulighed for at lindre angsten og åndenøden ved hjælp af medicin. Samtidig kan det have stor betydning, at der er et andet menneske tæt ved. Det giver tryghed og ro, og kan være med til at forebygge åndenød.
Åndenød kan give anledning til spørgsmål om, hvorvidt den syge har behov for iltbehandling.
På trods af åndenøden er der sjældent behov for iltbehandling. En god stilling i sengen, et åbent vindue og ro omkring den syge er gavnligt.
I de sidste timer kan der forekomme en høj raslende vejrtrækning. Det skyldes spyt eller slim i luftvejene, fordi den syge ikke længere er i stand til at synke eller hoste. Det generer sjældent patienten, som er bevidsthedssvækket, men det kan være ubehageligt at høre på som pårørende.
En anden stilling i sengen og medicinsk behandling vil ofte kunne lindre. Sugning i luftvejene vil ofte kun forværre, da det øger mængden af slim. Sugning er derfor ikke altid hensigtsmæssigt.
Smerter
Den syge og du som pårørende kan i den sidste tid være bekymrede for, om der opstår smerter og om smerterne forværres uden mulighed for at lindre dem. De moderne behandlingsmuligheder kan i langt de fleste tilfælde lindre. Smertestillende medicin har altid til formål at lindre og ikke at fremskynde døden.
Bevidsthedsændringer
Den syge bliver mere træt, sover en stor del af tiden og trækker sig fra sociale situationer. Den manglende interesse er en naturlig proces. Det er et udtryk for, at den syge er afkræftet - ikke for manglende påskønnelse af familiens omsorg. Oplevelsen af at være sammen kan være til stor glæde for alle. At være sammen med mennesker man kender, giver tryghed for den syge og en følelse af, at ens liv har været betydningsfuldt og at man vil blive husket.
I de sidste døgn kan den syge til tider virke uklar og måske tale om ting og personer der hører fortiden til. Nogle gange taler den syge i vildelse for så at blive helt klar igen. Tidsfornemmelsen ophæves. I disse situationer kan det også hjælpe at være der og give ro og nærvær.
I nogle tilfælde kan den syge blive urolig, rastløs og forpint, og der kan være behov for beroligende og afslappende medicin. Til sidst glider den syge over i bevidstløshed. Denne tilstand kan vare fra ganske kort tid op til flere dage.
Når døden er tæt på, vil vejrtrækningsmønstret ændre sig igen og der kan opstå lange pauser mellem vejrtrækningerne. Den anstrengte vejrtrækning kan opleves værre for familien end for den syge.
Den syges hud vil blive bleg og kølig. Særligt hænder og fødder kan blive kølige og huden synes blålig. På dette stadium vågner de fleste ikke op, men sover ind i døden.
Man mener, at hørelsen er den sidste sans, der forsvinder, så derfor er det af betydning fortsat at tale til den syge.
Det er et vanskeligt tidspunkt for de nærmeste, som skal sige endeligt farvel til et nært familiemedlem eller ven.
Det kan være svært at vide, hvad man skal sige til hinanden og at udholde stilheden i denne situation. Musik, højtlæsning, sang eller andet, der har haft betydning for den syge, kan være meningsfuldt.
Sygeplejerskerne, lægerne og de øvrige sundhedsprofessionelle er der for at støtte og drage omsorg for jer i den tunge og svære situation.
Spørg personalet, hvis I er i tvivl om noget.