Syet sår

Information om behandling samt efterbehandling til dig med et syet sår.

Du har fået syet et sår. Her kan du læse, hvad du skal være opmærksom på.

Forbinding

Forbinding eller plaster skal holdes rent og tørt. Sker det at forbindingen bliver våd, skal du skifte forbindingen, da der ellers er risiko for infektion i såret. Du skal fjerne forbinding eller plaster efter et døgn, med mindre der står anden behandling på dit lægebrev.

Forholdsregler ved syet sår

  • Hvis såret sidder på hånden, fraråder vi, at du arbejder med friske/ferske madvarer, før såret er helet.
  • Undgå at få snavs i såret, så længe du har sting i. Dæk stingene med et plaster, hvis der er risko for snavs.
  • Undgå direkte sol på arret de første 6–12 måneder for at få et pænere ar. Dæk f.eks. med et plaster eller brug solcreme med høj solfaktor.

Efterbehandling

Vi fraråder, at du - sålænge stingene sidder i - går i karbad, svømmehal, swimmingpool, boblebad samt havvand. Du kan efter et døgn bade og vaske hår, som du plejer. I lægebrevet står information om, hvornår du skal have stingene fjernet hos din egen læge. Tag lægebrevet med, når du skal have fjernet stingene.

Vær opmærksom på infektion

  • Rødme, hævelse og varme omkring såret.
  • Tiltagende dunkende/bankende smerter.
  • Gennemsivning af forbindingen.
  • Ildelugtende forbinding.
  • Røde striber udgående fra såret.
  • Feber.
  • Ved tegn på infektion skal du søge læge.

Mere information

Du kan kontakte Akuttelefonen 1813, hvis der er noget, du er i tvivl om.

I Patienthåndbogen på Sundhed.dk, kan du læse mere om snitsår.

Redaktør