Lær at få energi til at klare dagens gøremål.
Dette er et tilbud til dig om at lære energisparende principper til at klare dagens aktiviteter. Formålet er at få en bedre hverdag med KOL (kronisk obstruktiv lungelidelse). KOL er en sygdom, der kan påvirke mange aspekter af dagligdagens gøremål. De mest almindelige symptomer på KOL er åndenød og nedsat energi.
Almindeligvis vil følgerne af KOL være længe undervejs. Derfor kan nye handlemønstre være et naturligt skridt for at undgå ukontrolleret åndenød i en aktiv hverdag. Det handler om, at du skal lære nye handlemønstre i dagligdagen. Det kan være nye arbejdsstillinger eller redskaber, der kan være med til at gøre dagligdagen lettere.
Det handler om at kontrollere åndenøden så det ikke er åndenøden, der kontrollere dig!
Energisparende principper
Du skal bruge energien på det, der er vigtigt for dig!
- Brug indlærte vejrtrækningsteknikker ved aktivitet.
- Planlæg din dag – prioritér dagens aktiviteter – gem resten.
- Del arbejdet ud på hele dagen – mindre dele giver større energi til resten af dagen.
- Hold pauser, før du bliver udkørt – tag dig tid til at lave arbejdet.
- Sid hellere ned frem for at stå, når du arbejder – du sparer ca. 25 % energi.
- Træk og skub genstande frem for at løfte – brug for eksempel en vogn på hjul/en hjulplade.
- Løft og transportér ting tæt ind til kroppen.
- Indret dit arbejdsområde, før du går i gang.
- Indret skabe, hylder og lignende, så du lettere kan nå.
- Sid hellere på hug frem for at bøje dig.
- Forlæng dine arme ved at bruge en gribetang til bedre at nå gulvet.
- Forbliv aktiv, planlæg din dag og brug energien på det der er vigtigst for dig