Gå til hovedindhold

Brækket arm i gips - Information til forældre

Information til forældre, når ens barn har en brækket arm i gips.

Kort om besøget

Dit barn har brækket armen, og vi har lagt gips, som stabiliserer og støtter, mens bruddet heler.

Aftaler og den videre plan for barnets behandling kan du se i barnets journal.

Når I kommer hjem

Armen kan være øm og hævet

Det er normalt, hvis barnet i starten har lette smerter eller uro fra bruddet. Fingrene og håndleddet kan også være let hævede, og hudfarven kan ændre sig.

Brug slyngen efter behov

Hvis gipsen kun dækker underarmen, skal barnet brugen slyngen det første døgn. Derefter skal slynges smides ud.

Hvis gipsen dækker hele armen, kan barnet bruge slyngen efter behov. For nogle er det kun de første par dage, for andre er det i længere tid. Barnet skal bruge slyngen, når barnet er træt og har brug for at hvile armen.

Slyngen skal fjernes om natten.

Giv eventuelt dit barn smertestillende medicin

Du kan give dit barn smertestillende medicin, så længe det har ondt. Du kan købe smertestillende medicin til børn i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin dit barn må få.

Sørg for, at armen holdes højt

Hvis dit barn klager over smerter eller hævelse, skal du sørge for, at armen holdes over hjertehøjde i 1-2 timer. Det gøres fx ved at ligge ned med armen hvilende mod ryglænet på en sofa eller en væg, eventuelt støttet med et par puder under.

Gipsen må ikke stramme

Gipsen må ikke stramme. De led, som er uden for gipsen, skal kunne bevæges frit uden at støde på gipsen. Barnet skal kunne:

  • bøje og strække fingrene uden problemer
  • bevæge skulderen frit
  • bevæge albuen frit, hvis gipsen ikke dækker albuen.

Sørg for, at barnet bruger armen, men undgå visse former for sport og leg

Dit barn skal bevæge armen så meget som muligt.
Der er dog visse begrænsninger, da gipsen kan tage skade:

  • Undgå vilde lege som fangeleg og pudekamp.
  • Undgå kontaktsport, fx fodbold og karate.
  • Undgå svømning, da gipsen ikke kan tåle at blive våd.
  • Sørg for, at barnet ikke løfter eller bærer tunge ting eller hænger i armene.
  • Sørg for, at der ikke kommer snavs ind under gipsen, fx sand eller jord.

Beskyt gipsen i badet

Gipsen må ikke blive våd. Vi anbefaler, at barnet får en plastikpose uden på gipsen i badet.

Kontakt os eller Akuttelefonen 1813 ved problemer eller forværring

Der kan opstå problemer, som fx at:

  • dit barn ikke kommer i gang med at bruge armen i løbet af 1 uge.
  • hævelsen bliver værre, og gipsen begynder at stramme.
  • fingrene er meget varme eller kolde, sammenlignet med den anden hånd.
  • det snurrer eller prikker i fingrene.
  • smerterne fra bruddet ikke aftager.
  • gipsen generer eller gnaver huden.
  • gipsen knækker eller tager skade.
  • gipsen bliver løs.


Sker det, skal du kontakte os eller Akuttelefonen 1813.

Værd at vide

Se barnets journal

Du kan få en kopi af dit barns journal, inden I forlader hospitalet. På www.minsundhedsplatform.dk og www.sundhed.dk har du også adgang til dit barns journal og sundhedsdata. Du kan hente begge dele som apps: MinSP og MinSundhed. Du skal udfylde en fuldmagt på hospitalet, før du kan få adgang. Kontakt os, hvis du ikke fik udfyldt en fuldmagt, inden I gik hjem.

Barnets personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med henvendelsen om barnet.
Læs mere om formålet med anvendelsen samt barnets rettigheder på www.regionh.dk/persondatapolitik

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden